Jeg har aldrig set nogen se så tilfreds ud med tilværelsen, som den gråhårede amerikaner Michael gør netop nu. Mundvigene er krøllet op i et underfundigt smil, og hans øjne hviler på et punkt ude i horisonten. Den lille gummibåd rokker, da vi bevæger os hen over de blide bølger, mens en skildpadde trækker luft ind og laver ringe i vandet, som solnedgangen har farvet rosa.
Michael har stadig røde mærker omkring øjnene, hvor snorkelmasken har siddet.
»Jeg har aldrig oplevet noget så ...«, siger Michael uden at gøre sætningen færdig. Vi er lige kommet op fra en 2-timers snorkeltur, hvor en hammerhaj svømmede lige under os, en plettet pilrokke tog en slapper på sandet, og en babysøløve holdte os med selskab. Selv om Michael mangler de sidste ord i sin sætning, forstår jeg, præcis hvad han mener. Jeg er også overvældet af snorkelturens magi.
Det store smil kommer uden tvivl frem efter en tur i havet med svømmerfødder og snorkelmaske på.
Vores katamarantur i Galapagos begynder 2 dage tidligere med vingesuset fra en pelikan, da den lander få meter fra os på en lille træbro, hvor vi venter på vores lift ud til båden ’Nemo 1’. »That is sick, dude«, udbryder en dreng med langt hår og skateboard-T-shirt på og kalder entusiastisk på sin fætter. Men den jævnaldrende dreng ænser ham ikke, da han allerede er travlt optaget af at studere en havleguan, som daser i solen.
Jeg begynder at fylde min maske med vand indefra, rørt over dyrelivet.
Vi er 12 turister med Michael, der er i midten af 60’erne, som alderspræsident og de to teenageskateboardere i den modsatte ende af skalaen, som skal sejle med den katamaran, der skal være vores hjem de næste 4 dage og bringe os til Galapagos’ sydligste øer og tilbage igen.
Du skal ikke lede længe efter havleguanerne, der blot nyder det rolige liv på Galapagos.
Den levende sten
Da jeg et par timer senere ligger med numsen i vejret på turens første snorkeltur, går det op for mig, at denne rejse vil blive helt anderledes end alt andet, jeg nogensinde har oplevet. Jeg har kun lige vænnet mig til at se gennem brillernes plastikglas, da noget laver bobler i min øjenkrog.
Jeg kigger til siden og ser en stor brun pølse af en sæl, som kigger legesygt på mig. Den svømmer under mig og dukker op på den modsatte side. Vi får øjenkontakt, og den begynder at snurre rundt. Først da den efter et par minutter har mistet interessen for mig, ænser jeg de store stimer af små fisk, som farver vandet under mig. Jeg svømmer ned imod dem, og de danner formationer omkring mig som en gruppe dansere med en indøvet koreografi.
Jeg føler, at jeg er alene i verden, indtil vores guide tager fat i min arm og får mig til at svømme tilbage til den store sten, vi netop har passeret. Det er først, da vi dykker ned til den, at det går op for mig, at stenen har et ansigt. Den blinker. Det er den største skildpadde, jeg nogensinde har set. Jeg begynder at fylde min maske med vand indefra, rørt over dyrelivet.
Selv om ’Nemo 1’ er en lille båd, er der mange forskellige muligheder for bedst at se efter dyreliv – fra nettene i spidsen af katamaranen til soldækket på toppen.
Da vi er kommet op fra snorkelturen, griner guiden Andres til mig. »Du blev vidst lidt følsom der, hva’, Maria?«. Jeg nikker.
Andres er vores fast tilknyttede naturguide, som er med os på hele turen og arrangerer vores ekspeditioner under og over vandet. Det er lovpligtigt på Galapagos, at man på disse ture har en uddannet guide med, som kan undervise om naturen, dyrene og livet på øerne og samtidig passe på, at turisterne ikke forvolder skade på miljøet.
»Jeg bliver også stadig rørt over dyrelivet, selv om jeg har boet her hele mit liv. Det er bare noget helt andet her end andre steder i verden«, siger han.
Selv om jeg har dykket og snorklet på næsten alle kontinenter, har jeg aldrig oplevet et dyreliv, der er så nysgerrigt og opsøgende, som den første snorkeltur afslørede. Her har dyrene aldrig haft mennesket som fjende, og det kan mærkes. På Galapagos-øerne findes 95 procent af de dyre- og plantearter, der levede her, inden mennesket kom, stadig, hvilket gør det til det sted i verden, hvor færrest arter er blevet udryddet.
»Derfor passer vi også på vores dyreliv«, siger Andres.
Man kan fornemme, at han mener det. Lige fra man lander i verdens første bæredygtige lufthavn, til man igen ser de smukke golde landskaber forsvinde bag sig, kan det mærkes, at borgerne her beskytter og værdsætter dyrelivet. Det ses på Andres’ glæde over at få et billede af en sjælden fugl og på vores kaptajn, som er den første i vandet, fordi han gerne vil ud og sige hej til de hajer, han kalder »sine venner«, inden han igen styrer båden videre.
Mr. Bean i parringsdans
Efter den første udflugt får vi tid til at lære vores nye hjem at kende. Det er en H-formet båd, hvor man skal klatre ned igennem vinduerne eller ad stejle trappetrin for at nå sin lille kahyt, hvor to mennesker knap nok kan stå oprejst ved siden af hinanden.
