Lav mad over bål som de lokale kvinder
Man skal kun bevæge sig ganske få minutter rundt i Gambia for at få indtryk af arbejdsfordelingen i en klassisk gambiansk familie. Mens mændene sidder i skyggen af mangotræerne og diskuterer verdenssituationen, gør kvinderne rent, holder øje med børnene og laver mad.
»I det her land er det os, der laver det hårde arbejde,« siger Ida Cham, en 54-årig kvinde, der har gjort en forretning ud af at vise turister, hvordan maden bliver til i hendes hus i Banjul-bydelen Brikama.


























