Med et enkelt knips sender du dit cigaretskod til side og ned i sandet på Patong-stranden på Phuket i Thailand. Og med den skødesløshed er du nu i risikozonen for at få en bøde på hele 100.000 thailandske baht (cirka 19.000 kroner).
For fra 1. november bliver det forbudt at ryge på 20 udvalgte strande i Thailand. Heriblandt Patong. Det skriver en række forskellige nyhedsmedier. Rygeforbuddet vil fungere i en prøveperiode, hvorefter det muligvis vil blive indført på alle landets strande. Ifølge nyhedsbureauet dpa blev der alene i september samlet 138.000 skod op på netop Patong.




























