Kulden går gennem marv og ben, håret stritter i alle retninger, og synet sløres, fordi øjnene løber i vand. Der er godt gang i vejret på toppen af Mount Washington, skønt vi befinder os i en højde af lige under et par kilometer.
Særlige meteorologiske forhold på toppen af White Mountains-massivet i New Hampshire i det nordøstlige USA skaber hyppigt denne kraftige blæst heroppe.
Heldigvis er vejret klart, og sigtbarheden synes uendelig. Vi skuer ud over de lavere blødt bølgende bjerge. Nederst fremstår skovenes løv som et tæppe af gyldne, orange og flammende røde nuancer. Nu og da glinser mindre søers vandspejl i modlyset. På en og samme tid synes panoramaet at bære på drama og poesi. Det poetiske indtryk fremtrylles, når vi står i læ, mens dramaet tager over, hvor vi står eksponeret for vinden
Vi er kørt herop i bil ad Washington Auto Road, som byder på et utal af hårnålesving og stejle stigninger. På basen var der lunt. Løvtræerne fremstod i deres qua årstiden gyldne og røde farver, men snart bevægede vi os op over løvtræernes domæne, og hårdføre nåletræer tog over. Også det fik en ende, da vi nåede op over trægrænsen, og de sidste kilometer foregik i barske, golde omgivelser. Vi kunne også have taget veterantoget Cog Railway herop; vi kunne have cyklet herop – eller vandret. Alle tre alternativer benyttes også af mange, om end de fleste mere moderate blandt vandrere og cyklister dog vælger nedturen.
