I den 110 år gamle Krefelder Hütte vågner man ikke til lyden af sit vækkeur. Man vågner til lyden af eksplosioner, som får sengen og væggene til at ryste og vinduet til at dirre. Det er bjergets personale, der kaster med dynamit og får taget trykket af de store snemængder på bjergtoppene, som potentielt kan udløse laviner.
Det får pulsen op, mens man ligger i sin seng med sin hustru og kigger ud gennem det sprossede vindue med udsigt til de sneklædte bjerge, som er så tæt på, at man føler, man kan nå dem, hvis man åbner vinduet og rækker ud.



























