For 20 år siden så du ikke skyggen af mountainbikeryttere. Dengang var statsskovene stort set forbeholdt hestefolket, vandrere, hundeluftere, skovturshyggere og andet godtfolk. Men siden det første mountainbikespor (MTB) blev anlagt i Hareskoven nord for København i 2000, er det myldret frem med mountainbikere på Naturstyrelsens arealer over hele landet, hvor der i dag findes omkring 150 spor. MTB-kørsel har for længst udviklet sig til en folkesport.
Det har nu fået miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til at udarbejde et sæt retningslinjer for landets nuværende og kommende MTB-spor. Hovedpointerne er, at der skal være MTB-spor over hele landet, at sporene skal være for både begyndere og øvede, og at de skal laves i partnerskab mellem lokale frivillige og Naturstyrelsens repræsentanter. Inden 2020 skal alle landets offentligt tilgængelige spor desuden være gennemgået, gradueret og skiltet.



























