Lavlandet i det østlige Uganda på vejen fra hovedstaden, Kampala, mod Kenya kan godt blive ensformigt i længden. Ikke at det skorter på farverige detaljer: Man passerer menneskelig leben i små landsbyer i et væk. Der falbydes kål på markeder, geder vandrer rundt uden hvile, bodabodaer (motorcykeltaxachauffører) hænger ud på gadehjørner. Men landskabet forbliver fladt med kaffeplantager og marker. Drejer man så mod nordøst, rejser der sig brat et mægtigt højdedrag, vulkanen Mount Elgon. Det virker overvældende med sin bratte og massive fremkomst. Der er takkede eukalyptustræer på toppen som små tændstikvandremænd. Det er på en gang forjættende og foruroligende.
Ved skumringstid ankommer vi til landsbyen Budadiri. Backpackerstedet Rose’s Last Chance ligger for foden af bjerget. Den gemytlige Rose, som lægger navn til stedet, tager imod. Og heldigvis holder de ansvarlige rangers fra nationalparken Mount Elgon til i nabobygningen. Strømmen er lige gået, siger de, og de er på vej hjem fra kontoret. Men de vil gerne arrangere en firedages vandretur op til toppen med start næste morgen. Det er obligatorisk i ugandiske parker at have to bevæbnede rangers med som guider, får jeg at vide, for der kan være både skovelefanter og bøfler. Næste dag tropper da også to bærere og en kok op, selv om jeg har mit Trankia-feltkøkken med og altid har båret egne ting på vandreture.
