»Klik-klak, klik-klak« lyder det inde fra en af de andre underjordiske minegange. Lidt uhyggeligt, for vores lille gruppe skulle angiveligt være de eneste i saltminen netop nu. En gæst fra i går, der er faret vild? Eller et genfærd efter en af de minearbejdere, der er døde hernede?
Vi befinder os inde i saltbjerget Montaña del Sal i byen Cardona i den nordlige del af den spanske delstat Catalonien, og vores guide, Carmen, ler ad mig, for det er jo bare saltvand, der drypper. Når det lyder så højt, er det, fordi den tilstødende minegang åbner sig i et mere højloftet rum, der giver resonans.



























