Preston Myers kender hver en grøn bakkekam, hver en knudret kløft og hver en skjult strand på Kauai. Men spørger du ham, hvor det er bedst at surfe eller vandre, så bliver han dig svar skyldig.
For som en af Hawaiis mest rutinerede helikopterpiloter har han aldrig været den jordnære type – i stedet har han beundret den grønne ø fra oven. Som ejer af Safari Helicopters har han i over 20 år fløjet turister rundt over Kauai omkring 40.000 gange.
Han kender øen så godt, at han ved præcis, hvornår der kommer turbulens, så når han flyver over en bestemt højderyg, plejer han at drille passagererne og sige, at Hawaiis guder bor i kløften og gerne vil hilse på – og som på kommando begynder helikopteren at hoppe og danse i luften, som var det guddommelig indgriben, og passagererne hviner lidt og griner. Den slags elsker Preston Myers.
»At besøge Kauai uden at tage på en helikoptertur er lidt ligesom at besøge Det Sixtinske Kapel uden at kigge op«.
Sådan står der i den populære ’The Ultimate Guidebook to Kauai’, som er lidt af en bibel for rejsende til øen, og der er noget om snakken, Helikopterture er en af de mest spektakulære måder at opleve ellers ufremkommelige egne på den vilde og frodige ø på, som den rå og smukke Na Pali-kyst og Waiapeale’ale-vulkanen, der er et af verdens vådeste områder. Og selv ikke de skyhøje priser afholder turisterne fra at flokkes til. Men sådan var det ikke, da Preston Myers kom til Kauai i 1984.
