Skidage i godt vejr rummer almindeligvis en ret fast defineret rollefordeling mellem det kulinariske og det sportslige. Dagens måltider er for de fleste klart underordnet mulighederne for at opnå de helt store oplevelser på pisterne.
Kan man slippe for kø, er det herligt. En madpakke, en pizzaslice, en skovlfuld pommes fritter eller en skål spaghetti bolognese er for de fleste tilstrækkeligt, så længe kroppens depoter bliver fyldt op til eftermiddagens anstrengelser.
Men hvordan mon det vil være at sidestille det kulinariske med selve skiløbet for en dag?
Det er det store luksusspørgsmål, vi står og grunder over nede i dalen ved en gondollift i hjertet af det store skiområde Ski Amadé ved Salzburg.
Fra den helt tidlige morgenstund har solen sørget for at leve op til de tilkøbte forventninger om en skidag ud over det sædvanlige.
Vi skal i sving med særprogrammet ’4-bjerge-gourmet-tur’, en nydelsestur, der kombinerer mad- og skiglæde. Fire restaurantbesøg på pisterne er lagt ind mellem dagens fire guidede passager over bjergtoppene Reiteralm, Hochwurzen, Planai og Hauser Kaibling. Alle i omkring 2.000 meters højde.
Spørgsmålet er, om det er for meget til én dag?
Klokken 8.20 står vores gruppe på fem erfarne skiløbere og grunder over dilemmaet, da vores skilærer, en 53-årig østriger ved navn Gerhard Resch, præsenterer sig med et imødekommende »hello«.
På udmærket engelsk præsenterer han sig hurtigt som en skilærer af typen, der ved lige så meget om sit områdes geografi og historie som skiteknik og snekvalitet. Vi stavrer mod dagens første kabinelift og varmer lidt op, inden en stor stolelift løfter op til tops på Reiteralm. Klokken er 8.50, da vi i 1.860 meters højde betragter skråningerne, der ved flere lejligheder har huset konkurrencer i skisportens formel 1, World Cup-serien.
Gerhard Resch spørger, om selskabet foretrækker en sort piste ved navn ’Black Rose’ eller en mere overkommelig rød af slagsen. Vi lægger hårdt ud med ’Black Rose’ og kaster os ud i jomfrueligt, nypræpareret terræn med 15 centimeters pulversne hældt ud som en blød dyne, der glinser i solen.
Det er lige så paradisisk, som det er krævende at få kroppen i omdrejninger ned ad den stejle skråning. Efter få minutter pumper sveden dagens første deciliter sved rundt under skaljakken. Temperaturen er perfekt, lige under frysepunktet, og vi når at køre op og ned et par gange, inden Gerhard Resch via en transportpiste dirigerer os i retning af dagens første pitstop, familierestauranten Schnepf’n Alm.
Weisswurst og østrigsk popmusik
En velvoksen morgenmadsbuffet med lokale oste i en håndfuld varianter venter på os. Der står marmelade fra bær plukket i lokalområdet, men Resch gør opmærksom på, at den lyse Weisswurst på min tallerken med røræg har kulinarisk udspring i Bayern. Den smager lige så fortrinligt som de mange slags juice og kaffe, og så snart tallerkener og bestik er brugt op, gør kvindelige tjenere i traditionsgevandter plads til ny service på vores bord.
Uden for den traditionelle træbygning, der indendørs er prydet med gevirer i alle størrelser, er østrigsk popmusik begyndt at gjalde i højttalerne. Folk er så småt begyndt at lægge vejen forbi til dagens første pause. Vores selskab skal videre.
Dagens fire bjergtoppe er en del af skiområdet Schladming-Dachstein, der igen er en del af et af de store østrigske skiområder, Ski Amadé. Det består af fem skiregioner, herunder danskerfavoritter som Wagrain og Bad Gastein. Området har i årevis investeret store summer i et stadig mere sammenvævet system af lift- og gondolsystemer, og blandt de mere kendte er Schladming, som i 2013 husede VM i alpint skiløb.
Blandt skiområdets nyskabelser er mod betaling såkaldte ’Made My Day’-oplevelser, der går et stykke ud over den klassiske skiferies basale indkøb af overnatning og liftkort. Med deltagelsen i dagens tur er vi blandt de første deltagere i Ski Amadés forsøg på at skabe en wauw-oplevelser gennem kombination af gourmet- og skioplevelser.
Mens maverne fortærer morgenbuffeten, finder vi skiene frem igen. Vi forcerer med varierende besvær den såkaldte ’Black Horse’-strækning i dalen ned mod kabineliften Talstation Pichl. Den figurerer med sin hældning på 60 grader på de stejleste stykker i kategorien kulsort.
Gerhard Resch kører konsekvent forrest i et tempo, der giver ham god tid til stilstudier, når han stopper og kigger mod os andre. Han retter os en smule undervejs og giver mig besked på at holde større afstand mellem skiene, når lårene syrer til på de stejle stykker.
På vej op mod næste bjerg taler vi om det traditionsrige Schladming Night Race i World Cup-seriens slalomkonkurrence. Banebyggerne er i fuld sving på et lukket pisteområde, der tre dage senere vil trække 40.000 tilskuere til for at heppe på den østrigske slalomhelt Marcel Hirscher.
Ærgerligt pitstop
I mere adstadigt tempo kaster vi os ved 11.30-tiden ned ad dagens andet nedløb. Det hele spiller på pisten, og vi ærgrer os over, at der kun er tid til et par ture. Vi skal nemlig snart spise igen, men i den klare sol virker det overflødigt at afbryde skiløbet til fordel for et mellemmåltid med den traditionelle østrigske frokostret, Kaspressknödelsuppe.
Det er klar suppe med finthakkede løg og en stor melholdig bolle forsynet med brødstykker og ost. Mellem de to måltider er der kun gået en times tid, hvilket kan være årsag til, at jeg er den eneste på holdet, der spiser op.
Udenfor på terrassen er der udsigt til bjerge på alle sider. Snesevis af folk sidder og nyder en forfriskning i solen. Fra en højttaler gentages i det uendelige en schlagermelodi med omkvædet »Du bist Nummer 1-2-3-4«.
På vej mod næste gondol ved det store skistadion i Schladming kan vi følge vores egne skygger på pisten, og mens vi kører op er der overblik over arbejdet med at gøre målområdet klar til Schladming Night Race.
Vi bevæger os mod Planai-toppen og halvanden times uforstyrret, varieret skiløb på sorte og røde pister i optimale betingelser.
Ved 14-tiden står mange hundrede par ski opstaldet ved restaurant Schafalm. Udenfor skænkes fadøl i lange baner ved bordene. Inden døre bænker vi os ved nok et forudbestilt bord.
Masser af mennesker bevæger sig rundt i deres tunge slalomstøvler, stemningen er høj, og live-musikken dunker fra stueetagen. Ovenpå er vi vel et par hundrede andre gæster. I overensstemmelse med programmet er der bestilt Ennstal-lam med stegte kartofler og bønner.
»Det smager sindssygt godt«, udbryder turdeltager Ulrik Horn om smagen fra lam, der i sommer græssede på skråningerne udenfor.
Delte meninger
Vi holder igen med alkohol, men bestiller nu en øl eller et glas lokal rødvin. Gerhard Resch formaner om, at det sidst på dagen er klogt at tage sig i agt for fulde skiløbere. Vi mangler en enkelt tur opad og er på pisten igen ved 15.15-tiden. Der er en time, til lifterne lukker, og vi diskuterer i kabinen, hvorvidt der er gået for meget ’ædegilde’ i vores luksusdag.
De fleste er enige om, at prisen på 128 euro (godt 1.000 kroner) er rimelig, selv om den forudsætter, at man har et gyldigt liftkort. Alene vores lammeret i Schafalm står i 20 euro. To timers privat skiundervisning koster 70 euro. Én nævner den kulinariske bjergtur som en mulig gaveidé til fruen i forbindelse med en fremtidig ferietur.
Meningerne er delte.
Selskabets største skientusiaster mener, at der går al for meget tid med spisning og snak. Skønt solen skinner vidunderligt på de kridhvide pister, skal vi hele tiden ind og spise.
Andre, at kombinationen er optimal som ekstra feriekrydderi i begyndelsen af en ferieuge, hvor en guide er god at have ved hånden som vejviser. Og ja, man kan naturligvis hyre en pisteviser. Men netop pauserne giver endnu bedre mulighed end tiden på liften til at få staldtips om området med tid til at skrive lidt ned og få det hele med.
Sidste svedetur – og måltid
Hauser Kaibling er sidste bjerg. Trods dagens kulinariske pitstop er benene ved at være godt brugt.
Vi nyder dagens sidste udsigt fra toppen, inden de godt opkørte røde pister kalder sveden frem en sidste gang.
Det er en bumpet affære, der kræver god teknik. Pauserne bliver mange ned ad det sidste bjerg, og nede i dalen tager det lidt tid at omstille sig til festivalstemningen i det store, nyåbnede afterski-sted Alm-Arena.
Hundredvis af mennesker gjalder med, når letpåklædte damer synger indenfor på to små scener. Heldigvis er der ro i et lokale ved siden af, hvor fade med pizzalignende Flammkuchen, tartar og ostevarianter bæres ind. Direkte sultne er vi ikke just længere. Men vi er trætte, og dagens sidste måltid glider ned.
Vi sidder en anelse overvældede ved bordet. En skidag ud over det sædvanlige var der bestemt tale om, og i taxaen tilbage til Reiteralm er morgendagens sult forvandlet til en fornemmelse af velvære, ømme ben og lyst til et bad.
Men først og fremmest mod på yderligere fordybelse i fire bjerge, vi nu har fået et overfladisk kendskab til.
