»Jeg tror, at der var mange ting, der tilsammen gjorde, at jeg traf beslutningen om at tage ud at sejle selv. For det første er jeg akademisk uddannet, og jeg trængte til at komme ud og prøve mig selv af på en anden måde, at bruge mine hænder og at lære et håndværk, som sejlads jo er«.
»Jeg trængte også til at udfordre mig selv i forhold til det sociale om bord. Jeg har hele tiden vidst, at jeg skulle sejle en dag, rejse, leve og opleve som del af en gruppe — sammen med en masse seje mennesker, som hver især havde sit at bidrage med. Det er ikke altid let, men det var det, jeg havde lyst til. Havde det været let at sejle Jorden rundt, tror jeg faktisk ikke, at jeg havde kastet mig ud i det«.




























