I atelieret hos Mariano troner meterhøje, dyrelignende kunstværker, bygget af rustent genbrugsjern og træ, skyllet glat og gråt op på Sardiniens strande. Under loftet, fem-seks meter oppe, hænger karnevalsheste, broderet i alle farver, væggene er dækket af malerier og et enormt forvrængende spejl, og alle kroge er fyldt med figurer.
På langbordet, som strækker sig meterlangt gennem hele rummet, er der stillet grillede auberginer, oliven, ost og skåle med grøntsagsragout frem, alt sammen af stedets egen avl. Ligesom geden, som den sardiske kunstner og hans venner har fået slagtet i dagens anledning. De serverer pasta, vin og vand. Og stedets egne æbler og andre frugter til dessert. Det smager himmelsk efter en lang dag med byvandring og kunstoplevelser.
Vi er inviteret hertil, 18 danskere i selskabet Højskolerejser, til sen middag. Udenfor er det en lun og kulsort aften; vi er kørt i vores to minibusser ad kringlede veje til den lille by bagefter en ven, der ledte vej i sin bil. I ægte højskolestil bliver keyboard og guitar fundet frem efter maden.
Snart står gruppen af sardere og synger for i rivende fart, mens vi danskere stemmer i på omkvædet ’bella ciao, bella ciao, bella ciao, ciao, ciao’. Vi gæster kvitterer med et par danske sange, og hele flokken mødes på John Lennons ’Imagine’.
Vi er på turens næstsidste aften, og hele ugen har budt på oplevelser, der har givet ny viden om Sardiniens historie og kultur. I minibusserne på vej hjem til hotellet er rejsedeltagerne begejstrede.
»Det var et virkeligt spændende sted. Jeg ville gerne tilbage i dagslys, så jeg kunne se alle hans skulpturer rigtigt«, siger Christel Maria Nolle, der selv er billedkunstner.
Hanne Thomassen, som er på sin anden ferie med Højskolerejser inden for et år, er vild med aftenen.
»Er det ikke fantastisk? Jeg ville aldrig være kommet herud selv. Eller med et andet rejsebureau. Det er, fordi Torben kender alle mulige mennesker her«, siger hun.
Torben Egeris er rejseleder og ejer af firmaet Højskolerejser, et nyt rejsebureau, som har specialiseret sig i at lave rejser bygget på højskoletanken. Som musiker og tidligere forstander af højskolen Snoghøj ved Lillebælt har han stået for rejser med udgangspunkt i højskolen gennem mange år. Men det har alle været rejser, der startede med et par dage på en dansk højskole.
De italienske værter gør et bravt forsøg på at synge med på en dansk sang.
Med Højskolerejser går turene direkte til blandt andet Sardinien, Sydfrankrig, Piemonte eller andre sydlige himmelstrøg med keyboardet som en slags mobil foredragssal under armen. På programmet er morgenyoga, badning, obligatorisk morgensamling og nogle gange også aftensamling. Samt alle turene ud i den sardiske historie og kultur.
Hver rejse har maks. 16 deltagere samt to rejseledere, så hele holdet kan være i to minibusser. På Sardinien er en anden garvet højskolemand, Per Larsen, der har stiftet og været forstander af Den Rytmiske Højskole, med som Torben Egeris’ sidekick. Og som den, der håndterer guitaren. Med de to bag rattet ankommer vi den første aften sent til den nordøstlige by San Teodoro, et par timer væk fra lufthavnen i Alghero. Vi har planer på nordøen, før vi sidst på ugen kører til den sydlige by Cagliari.
Her er ingen faste pladser
Den første morgen er det derfor en flok trætte og lidt bekymrede højskolerejsende, der stille lister ind til morgensamling i hotellets halvkedelige konferencerum.
Himlen er kulsort over de omkringliggende bjerge, tordenen ruller, og ret uvant for en oktoberdag på Sardinien vælter det ned med vand. Vores rejseleder meddeler os, at dagens tur til øen Tavolare er blevet aflyst; sejlturen er simpelthen ikke sikker på grund af vejret. Men humøret letter, da alle kommer til at grine ad Torbens fortælling om kongen af Isola Tavolare, en simpel mand, der ganske enkelt rejste til den minimale øen og udråbte sig selv til hersker. Hans efterkommere kalder sig stadig konger af øen, selv om Italien er blevet en republik.
Mens vi sidder der i halvcirkel, overvejer jeg, hvad der gør rejsen her til en højskolerejse og ikke bare en almindelig grupperejse. Er der en særlig mening med at tage af sted på denne måde?
»Du kom med alt det, der var dig«, synger hele flokken. Alle kender øjensynligt den moderne højskoleklassiker om at blive elsket som den, man er. Om det er højskoletankens skyld, ved jeg ikke, men fra gruppens første møde har det i hvert fald været klart, at der i denne flok ikke er noget med korslagte arme. Alle snakker med hinanden, ægtepar blander sig med de andre på holdet, og der er ikke faste pladser.
Morgensamlingen rykker udenfor, så snart vejret er til det.
»Jeg er på højskole, fordi der er den åbenhed over for andre mennesker«, siger Hanne Thomassen, da der senere er en runde om deltagernes grunde til at tage på netop højskolerejse.
»Det er sådan, det skal være«, siger Ulla Ravnborg, som er med sammen med sin mand, Ulrik. De har begge arbejdet som gymnasielærere, men er nu pensionerede.
»Men vi er også med for at opleve og lære noget om en ny egn. Og så vil jeg bare gerne synge«, siger Ulla Ravnborg, mens Anne-Grethe Petersen er mere lakonisk.
»Når man er enlig, må man nogle gange betale sig til godt selskab«, siger hun.
Udflugt til den hellige kilde
Efter morgensamlingerne tager vi ud for at se på Sardinien. Efter en første dag i det nordøstlige hjørne kører vi sydpå og standser ved et sted, som sarderne holdt helligt mange tusind år før vor tidsregning.
Her damper fugten fra krogede oliventræer, hvor frugterne stadig hænger. Det har regnet, men nu er her bare diset og meget grønt. Vi går til den hellige kilde af bugtede stenveje, som har ligget der i tusindvis af år. Hullet ned til kilden er bygget, så månen hvert 28. år lader lyset ramme vandet på en bestemt dag.
På en diset dag er der en næsten magisk stemning over det hellige sted, hvor den flere tusinde år gamle traditionelle sardiske bygning Nuraghe ligger.
»Det får mig til at tænke over, hvem de var, dem, der gik på den her vej engang«, siger Grete Hansen, som har boet med sin mand i blandt andet USA og Italien. Nu er hun enke og har børn og børnebørn, der bor i tre forskellige lande.
»Jeg prøver at forestille mig, hvad de spiste. Hvad havde de på fødderne, hvordan så de ud?«, siger hun, mens vi går videre ned til en kegleformet nuraghe, den traditionelle bygning fra dengang, hvor den sardiske kultur endnu ikke var rendt over af romerne og dem, der ellers fulgte.
Det føles, som om vi har god tid, men vi er sakket bagud, og busserne skal videre til frokostdestinationen på et bjergplateauet Giara ved den lille by Tuili. Her venter hyrden, som Torben Egeris kalder ham, sammen med en nevø og sin kone Maria med hårde og bløde oste, fyldigt landbrød, pølse, pestoer, oliven og andre sardiske specialiteter til os. I det halvvåde vejr har de i al hast arrangeret et langt bord i en af hyrdernes arbejdshytter på bjergsiden.
Solen er brudt frem, da vi med mad og vin i maven dukker os på vej ud af døren. Og mens vi står der, med et vue ud over hele dalen og Tuili langt nede, synger hyrden Roberto og Maria for os, en sardisk sang, hvor de to stemmer snor sig ind og ud mellem hinanden. 18 danskere står musestille og lytter, jeg kan se enkelte tørre deres øjne.
»Det er jo næsten helt magisk«, siger rejsedeltagerne til hinanden og tager hjertelig afsked med Maria, før vi fortsætter helt op på det fredede plateau, en enorm nationalpark, hvor sjældne vilde heste lever, og korktræerne vokser. Roberto, som nok snarere er efterkommer af de fårehyrder, egnen har været rig på, kender landskabet ud og ind og guider os rundt.
Vi håber at finde hestene, og pludselig er de der. Mætte af mad og indtryk går vi tilbage til busserne og slapper af, mens vores to rejseledere kører den lange vej til Cagliari.
