I den flimrende varmedis ligner de enorme lodrette stensøjler et surrealistisk fatamorgana. Langt ude i horisonten rejser de lodrette stensøjler sig, som var de mystiske fabeldyr eller meteorer styrtet ned fra det ydre rum.
Det føles næsten, som om vi begiver os ind i et tredimensionelt Salvador Dalí-maleri, da vi nærmer os Agios Nikólaos, et af de seks Meteora-klostre på Thessalien Slette i det centrale Grækenland, ad en smal snoet stentrappe.
På græsk betyder Meteora ’svævende i luften’. De seks ortodokse klostre figurerer på Unesco’s Verdensarvliste, og de er alle bygget på toppen af høje sandstenssøjler. De lodrette søjler er op til 700 meter høje og står som enorme monumenter på den frugtbare Thessalien Slette midt inde på det græske fastland.
Thessalien Slette er omgivet af tre bjergmassiver samt Det Ægæiske Hav mod vest, og området er et af de tidligst beboede i Grækenland.
I bunden af sletten løber i dag den fredelige Piniosflod, men for 10 millioner år siden lå her en stor ferskvandssø med voldsomme strømforhold, der sørgede for, at de store sandstensblokke på søens bund langsomt eroderede. Da søens vand siden fordampede, stod Meteoras fascinerende stenskov tilbage som et geologisk unikum.
I 900 e.v.t. dukkede de første verdenstrætte eremitter op. Eremitterne håbede på, at Gud ville belønne dem for deres afsavn og selvvalgte isolation på dommens dag. På forunderlig vis lykkedes det de nyankomne misantroper at forcere de stejle klippesøjler og bosætte sig i flere hundrede meters højde rundtomkring i stensøjlernes små sprækker og huler. Her kunne de så sidde og vegetere i fred, mens de hver især funderede over, hvordan de skulle få fingre i det næste måltid.
Mærkværdigt nok optræder Meteora ikke i den græske mytologi, selv om landskabet i den grad må siges at appellere til fantasien om gudernes magiske skaberkraft.
Først i 1100-tallet dukkede de første munke op. Mennesker, der var draget af de himmelvendte søjler, fra hvis toppe de følte sig endnu tættere på Guds åsyn. Der skulle dog gå endnu 300 år, før man fik bygget de første klostre, og i områdets velmagtsdage lå her 24. En imponerende bedrift, når man tænker på, at alle byggematerialer skulle hejses flere hundrede meter op med håndkraft. I dag er der kun 6 klostre tilbage, hvoraf kun 5 er beboet, og i 2016 boede her i alt 56 munke og nonner fordelt på de 5 klostre.
En venlig munk
Svedige og prustende når vi endelig op til Agios Nikólaos smalle indgang, hvor den søde duft af røgelse og synet af sirligt malede freskoer byder os velkommen. De smukke græskortodokse freskoer er ikke bare illustrationer af bibelens religiøse fortællinger, de er et kunstnerisk fortolket vindue ind til det guddommelige. Troens lys brænder i hvert eneste af de forgyldte kunstværker, og klostrets vægge og lofter er nærmest tapetseret med dem.
På klostret æder de mange udskårne træpaneler de fleste lyde, og det er ikke svært at forestille sig den velsignende ro, der hersker, når aftenen falder på, og de sidste besøgende er blevet lempet ud ad de solide trædøre.
Theodoros, en sortklædt munk med unge øjne og et langt brunt skæg, viser os venligt rundt. Han fortæller, at han har boet på klostret i 6 år. I Athen studerede han de ortodokse skrifter og fik lyst til at fordybe sig i sin tro her i Meteora.
»Her kan jeg dyrke min tro og være tættere på Gud. Det er et perfekt liv for mig«.
Da vi spørger ham, hvor længe han har tænkt sig at blive boende på klostret, trækker han på skuldrene.
»Måske endnu 1 år. Måske 3 år? Eller 10 år? Det vil tiden vise«.
Helt isoleret er tilværelsen som munk imidlertid ikke længere. 6 dage om ugen kommer der nemlig busfulde af især græske og russiske turister og religiøse pilgrimme, der vil opleve roen, de religiøse kunstværker og den andægtige atmosfære i klostrene.
På dagen for vores besøg er et par munke travlt optaget i Agios Nikólaos-klostrets atelier, hvor de i mørkegrå, malerplettede munkekutter er i færd med at massefabrikere et stort arsenal af religiøse ikoner, som sælges som souvenirer til turisterne. En af klostrenes vigtigste indtægtskilder.
Hvis rebet holder
De seks klostre ligger majestætisk på hver deres lodrette søjle i helt op til 700 meters højde, og de er alle bygget direkte på klipperne uden et fundament.
Når man til fods nærmer sig de højt beliggende klostre, kan man ikke lade være med at fundere over, hvad et lille jordskælv eller en rask orkan kan betyde for de udsatte bygninger.
En munk på klostret Várlaam, som vi siden falder i snak med, bekræfter, at turene op til og ned fra klostrene i fortiden kostede en del munke og nonner livet. Helt frem til 1920’erne var den eneste adgang til klostrene nemlig ad små vakkelvorne stiger. De sidste par hundrede meter op til klostrene skulle endda tilbagelægges i flettede kurve, der blev trukket op af stærke munkehænder.
Stående foran den svimlende panoramaudsigt, tør vi slet ikke tænke på, hvad en pludselig kastevind eller et mørnet reb dengang kunne betyde ...
Siden blev der bygget små hængebroer og interimistiske svævebaner, men også her blev rebene efterhånden slidt ned. På gæsternes bekymrende spørgsmål, hvor længe rebene mon kunne holde, var svaret fra munkene altid det samme: »Det ved kun Gud!«.
I dag er det eneste, man som besøgende risikerer, at få sved på panden og åndenød af alle de trappetrin, der skal forceres.
Også munkene og nonnerne har fået det nemmere. Flere gange ugentligt får de nemlig forsyninger bragt op med lastbiler fra de to nærliggende byer Kastráki og Kalambáka, ligesom brødflove og tørstige turister kan købe snacks, kaffe og is fra små mobile boder foran klostrene.
Som besøgende kan man i dag køre op til de enkelte klostre ad en slangeformet bjergvej i bil, men mange turister vælger at overnatte i landsbyen Kastráki eller den større provinsby Kalambáka. Fra disse to byer kan man nemlig vandre op til og besøge de seks klostre, hvilket dog sagtens kan tage et par dage. Er man i bil, kan man omvendt nå at se en håndfuld klostre i løbet af en dag.
En flok tavse nonner
Rossánou-klostret er et af de mindste klostre. Alligevel bor her omkring 20 nonner, som sammen står for at holde klostret rent, vedligeholde bygningen samt tage imod turister.
Roen på klostret er overvældende, og vi forsøger uden held af slå en sludder af med nogle af klostrets nonner. Her synes tavshed at være det rene guld. På et skilt kan vi dog læse os til, at man tidligere ankom til klostret via en 75 meter lang rebstige. I dag skal man blot forcere en lille pittoresk træbro for at komme op til det tyste kloster.
Vi spiser vores medbragte sandwich, mens vi sidder på en af de kæmpestore, flade stensøjler, der rager op mellem klostrene. Her suger udsigten i maven, og de spredte menneskeflokke på de lavereliggende stenplateauer under os ligner rådvilde myrer, der farer omkring.
Fra vores udsigtspost kan vi se hele fire klostre i horisonten. Tæt på os har en gruppe unge rejsende i et gult folkevognsrugbrød camperet midt i det kuperede landskab. De har valgt at snuppe en middagslur i skyhøjde, mens et par magre, vilde hunde lunter omkring og håber på, at der falder lidt godbidder af.
De to smukkeste og største klostre i området er Várlaam- og Mégalo Meteoron-klostret. Várlaam-klostret blev anlagt i 1350 oven på en eremitgrotte, hvor to brødre fra byen Ioánnina testede broderkærligheden i over 30 år. Centralt i munkeklostret står en 1.300-liters trætønde, som gennem årene både har været brugt til vand og vin.
I den smukke kirke Katholikon tager en munk imod religiøse gæster, som kan få vendt både verdslige og spirituelle problemer, mens de sidder på de flot udskårne skriftestole. Ifølge rygterne rummer kirken et vigtigt relikvie: én af disciplen Johannes’ afhuggede fingre.
På vej ned mod byen Kalambáka og et solidt græsk aftensmåltid lægger vi vejen forbi klostret Agia Triáda. Det eneste kloster, som ikke er beboet, og hvis 140 pivskæve trin er hugget direkte ind i klipperne.
Her kan man virkelig fornemme, hvordan tilværelsen som stålsat introvert munk må have været. Udsigten er fænomenal, og hvis man her oplever et deja-vu, skal man tage det helt roligt. Det er ikke et fortidigt liv som munk, der pludselig melder sig i ens bevidsthed. Det er blot, fordi man genkender udsigten fra James Bond-filmen ’For Your Eyes Only’ fra 1981, hvor en solbrændt Roger Moore kæmper for livet lige her midt imellem de stejle klipper.
