0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hotels.com viser ikke kunden den nøjagtige pris for overnatninger: »Det er uetisk markedsføring«

Emil Rossing bestilte syv nætter på et hotel i Madrid via Hotels.com. Da han havde accepteret bookingen, var beløbet pludselig steget til over det dobbelte.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Tegning: Philip Ytournel/POLITIKEN
Foto: Tegning: Philip Ytournel/POLITIKEN

Først viser Hotels.com én pris for en overnatning. Men man kan risikere, at beløbet stiger efter booking på grund af uforudsete gebyrer.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

1.300 kroner var den samlede pris, da Emil Rossing lagde syv nætter på et hotel i Madrid i kurven på udlejningsportalen Hotels.com.

Men efter at bookingen var gået igennem, og han modtog reservationsbekræftelsen, var beløbet pludselig steget til mere end det dobbelte.

Gebyrer som destinationsafgift, ekstra energiafgift, sæsonjusteret opvarmningsafgift og leje af håndklæder og lagner, der alt sammen løb op i en ekstraudgift på 2.400 kroner, som skulle betales til hotellet ved ankomst.

Altså en samlet regning på ca. 3.700 kroner.

»Jeg blev opmærksom på gebyrerne, lige da jeg havde afsluttet bestillingen, men der var fælden allerede klappet. Hotellet nægtede at annullere bookingen, selv om jeg tog kontakt til dem, mindre end tre minutter efter jeg havde afsluttet bestillingen«, fortæller Emil Rossing.

»Hotellet sagde, at jeg ikke ville kunne få nøglen, hvis jeg ikke betalte gebyrerne kontant ved fremmøde«.

Uetisk markedsføring

Emil Rossing forstår ikke, hvordan man pludselig kan komme til at betale både tre og fire gange så meget som den annoncerede pris på grund af »mærkelige, men obligatoriske gebyrer, der ikke er inkluderet i den viste pris«.

»Vi kender alle gebyrer som turistskat, der er helt okay, eller i det mindste så udbredt, at de ikke kan overraske. Men hvad dækker energiafgift og destinationsgebyr over? Det er der ingen beskrivelse af«, lyder det fra ham.

Emil Rossing kalder det uetisk markedsføring, når der ikke er gennemsigtighed på priserne på Hotels.com.

»Kvitteringen er direkte løgnagtig, når der står »Samlet beløb, der bliver opkrævet af hotellet« kun udgør en tredjedel af det reelle beløb, der vil blive opkrævet«, siger han.

Og det giver leder i Forbruger Europa Lars Arent ham ret i. Han ser en klar udfordring i det givne eksempel.

»Som forbruger skal du kende den totale pris, inden du accepterer et køb. Det gælder også alle gebyrer og moms«, forklarer Lars Arent.

I forbrugeraftaleloven står der, »at forbrugeren i god tid inden indgåelsen af enhver aftale vedrørende fjernsalg skal have varens eller tjenesteydelsens pris inklusive alle afgifter«.

Helt ude af proportioner

Lars Arent ser de mange ekstra gebyrer på Emil Rossings hotelbooking som helt ude af proportioner, men han forklarer, at det er tilladt fra hotellets side. Men gebyrerne må ikke holdes tilbage for kunden og skal frem i lyset, inden kunden godkender reservationen.

Tidligere har udlejningsportalen Airbnb været i søgelyset, da de ikke oplyste den fulde pris for en overnatning til kunden. De europæiske forbrugermyndigheder og Kommissionen fik Airbnb til at rette op på problemet, og nu kan kunden med det samme se den samlede pris inklusive eventuelle administrations- og rengøringsgebyrer.

Presseansvarlig i Hotels.com Simon Matthews forklarer i en mail, »at han ikke har set et lignende eksempel før«, men han er ikke vendt tilbage med yderligere kommentarer.

»Vi arbejder stadig på at finde mere information om det«, skriver han.

Ifølge Lars Arent kan gebyrerne ikke komme bag på Hotels.com.

»De må være klar over disse gebyrer, når de florerer på deres hjemmeside«, siger han.

Svært at få pengene igen

Emil Rossing endte med at annullere reservationen for at slippe for at betale de mange gebyrer, men han kunne ikke få de 1.300 kroner tilbage, som hotellet allerede havde trukket.

Og dem får han også svært ved at få tilbage, mener Lars Arent.

»I og med at Hotels.com er baseret i USA og uden for Europas grænser, bliver det problematisk. For så kan det danske klagenævn eller Forbruger Europa ikke bruges«.

»Kunden kan hive Hotels.com i retten eller håbe på, at de kryber til korset og betaler ham pengene tilbage«, siger Lars Arent.

Læs mere:

Annonce

    Alt om Corona­virus

Læs mere