Både kulturliv og arkitektur i Newcastle upon Tynes centrum kan matche resten af Englands hippe storbyer. Den tidligere kulby har blæst liv i det gamle industriområde Ouseburn Valley, der nu huser gastropubber, musiksteder og gallerier.

12 oplevelser i Newcastle: Den gamle engelske industriby har sparket liv i kulturen

Gateshead Millennium Bridge forbinder Newcastle med tvillingebyen Gateshead. Den er sammen med kulturcentret Sage – tegnet af stjernearkitekten Norman Foster – et af symbolerne på den udvikling, der har gjort Quayside-området smart og moderne. Foto: Richard Kenworthy
Gateshead Millennium Bridge forbinder Newcastle med tvillingebyen Gateshead. Den er sammen med kulturcentret Sage – tegnet af stjernearkitekten Norman Foster – et af symbolerne på den udvikling, der har gjort Quayside-området smart og moderne. Foto: Richard Kenworthy
Lyt til artiklen

Kun en lille del af de titusinder af danskere, der hvert år besøger England, når op i den nordøstlige del af landet. Men tager man turen til området, bliver man belønnet med smuk og uberørt natur, ikke mindst langs Northumbrias kyst. Den storslåede Hadrians Mur var Romerrigets forpost mod de vilde stammer i Nord. Og så er der Newcastle, hvis kultur- og natteliv og arkitektur kan matche de fleste britiske byer.

Floden Tyne er Newcastles livsnerve. I 1800-tallet blev den brugt til at transportere det kul, der var grundlaget for byens velstand. Siden årtusindskiftet er en række imponerende prestigebyggerier skudt op omkring floden, der adskiller byen fra dens tvilling, Gateshead. De har været med til at forvandle Newcastle upon Tyne fra en hensygnende industriby til en smart og moderne storby.

Centrum med elegante Grey Street og området omkring floden – med blandt andet kulturcentret Sage ovre i Gateshead – er oplagte steder at indlede et besøg i Newcastle, men det er absolut også værd at gå på opdagelse i andre dele af byen, for eksempel Ouseburn Valley ca. 1,5 km øst for bymidten.

Det gamle industriområde har fået en ansigtsløftning og kaldes nu Newcastles ’kulturelle kvarter’. Det er blevet et yndet udflugtsmål for både lokale og turister og er hjemsted for pubber, gallerier og sågar en byfarm. I Ouseburn finder man også indgangen til en af byens mest usædvanlige attraktioner, Victoria Tunnel, der i sin tid både blev brugt til kultransport og som beskyttelsesrum.

1Det ’nye’ slot
Newcastles historie går helt tilbage til romertiden, da den første bro over Tyne blev bygget. Byens nuværende navn fik den først i det 12. århundrede, få årtier efter normannernes invasion af England, da Vilhelm Erobrerens søn byggede et nyt slot – eller a new castle – her på stedet. Det borgtårn, som i dag er et af Newcastles vartegn, stammer fra det følgende århundrede, da slottet dækkede et betydeligt større område end nu og havde stor strategisk betydning.

I dag kan man inde i tårnet få indblik i slottets historie gennem en udstilling, der lægger vægt på de mennesker, der boede her i området. Fra toppen af borgtårnet er der en fantastisk udsigt over byen og floden Tyne.

Newcastle Castle, Castle Garth, NE1 1RQ

2Det spøger på pubben
På The Old George påstår man, at det spøger. Og det er ikke hvem som helst, der hjemsøger Newcastles ældste pub, hvor folk har slukket tørsten siden 1582.

Ifølge overleveringen lagde kong Charles I, der få år senere blev henrettet, vejen forbi her i en periode i 1646, og det er efter sigende hans genfærd, der huserer på pubben. Hvor mange pints de kunder, der mener at have set ham, har indtaget, melder historien intet om.

Old George Inn, Old George Yard, NE1 1EZ

3Et museum af opdagelser
’Turbinia’ var engang verdens hurtigste skib. Det var også det første af slagsen, der blev drevet af en dampturbine, og var lidt af en sensation, da det i 1890’erne nåede hastigheder på over 60 km/t. og fik kælenavnet ’The Ocean Greyhound’ på grund af sin hurtighed. I dag er ’Turbinia’ en af hovedattraktionerne på Newcastles Discovery Museum, der på underholdende og lærerig vis dykker ned i byens fortid. Udstillingen ’Newcastle Story’ fortæller byens historie helt fra romertiden til i dag, mens ’Destination Tyneside’ beretter om de mange mennesker, der kom udefra – både fra Storbritannien og fra andre lande – og slog sig ned i Newcastle.

Discovery Museum, Blandford Square, NE1 4JA

4Sprøde svineører og andre lækkerier
Stemningen på denne populære gastropub nær flodpromenaden Quayside er altid munter og venlig. Hvis man kan lide flæskesvær, er sprøde svineører et sjovt alternativ – og et passende tilbehør til den gode ale, der flyder ud af hanerne i stueetagen. I restauranten ovenpå serveres der solid og velsmagende pubkost, for eksempel vildtpie tilberedt af råvarer fra det nordøstlige England.

The Broad Chare, 25 Broad Chare, NE1 3DQ

5Quayside og broen med øjenlåget
Som et stort øjenlåg åbner fodgængerbroen Gateshead Millennium Bridge sig, så skibene kan slippe igennem. Det ikoniske bygningsværk er forbeholdt fodgængere og cyklister og er en af syv broer over floden Tyne, der forbinder Newcastle og tvillingebyen Gateshead. Den er sammen med kulturcentret Sage – tegnet af stjernearkitekten Norman Foster – et af symbolerne på den udvikling, der har gjort området smart og moderne.

Newcastles flodpromenade, Quayside, er i dagtimerne et behageligt sted at gå tur og opleve byfornyelse på nært hold. Om aftenen syder promenadens restauranter og barer af aktivitet.

Gateshead Millennium Bridge, Quayside

6Et paradis for barnlige sjæle
En kvinde udklædt som Willy Wonka fra ’Charlie og chokoladefabrikken’ kommer ind i lokalet og går i gang med at læse højt af børnebogsklassikeren, mens publikum – hovedsageligt børn – sidder musestille og lytter. Højtlæsning er en af mange aktiviteter i Storbritanniens nationale center for børnelitteratur, der hører hjemme på et gammelt kornlager i Ouseburn, ca. et kvarters gang nord for Gateshead Millennium Bridge. Centret Seven Stories er et herligt sted for både børn og barnlige sjæle – især hvis man er nogenlunde ferm til engelsk. Navnet er et begavet ordspil, for ’stories’ betyder både historier og etager, og sidstnævnte er der syv af i bygningen.

Seven Stories, 30 Lime Street, Ouseburn Valley, NE1 2PQ

7Kul og krig i tunnelen
Den venlige og velinformerede guide har åbenlyst glædet sig til dette øjeblik. »Her er så toilettet«, siger han med et glimt i øjet. Metalspanden var, hvad man havde til rådighed under Anden Verdenskrig, da Victoria Tunnel blev brugt som beskyttelsesrum for op til 7.000 mennesker. Forinden havde tunnelen ligget ubenyttet hen i mange årtier – siden dengang i midten af 1800-tallet, da den blev brugt til sit oprindelige formål, transport af kul fra en mine ned til floden, hvorfra kullet så blev sejlet ud i landet.

Efter Anden Verdenskrig blev Victoria Tunnel atter glemt, men i de seneste år er en 700 meter lang strækning blevet restaureret og genåbnet, og omvisningerne er uhyre populære. De begynder i besøgscentret lige over for Seven Stories.

Victoria Tunnel, Victoria Tunnel Visitor Centre, 55 Lime Street, Ouseburn, NE1 2PQ

8Landbrug midt i storbyen
Grøntsagsbede, så langt øjet rækker. Får, geder, grise, køer og høns – og et fugleskræmsel. Er vi ude på landet? Nej, ikke helt, for i baggrunden rager tre broer op, trafikken summer i det fjerne, og husene ved siden af ser alt andet end landlige ud. Men her på Ouseburn Farm kan lokale beboere og besøgende turister finde en oase midt i storbyen.

Engang lå her en fabrik, og grunden måttet renses, før det var forsvarligt at drive landbrug. I gårdbutikken kan man købe lokale produkter, besøgscentret er bygget af genbrugsmaterialer, og i det hele taget er bæredygtighed i højsædet her på stedet.

Ouseburn Farm, Ouseburn Road, NE1 2PA

9Musik på whiskyanlægget
The Cluny er en afslappet pub og restaurant i dagtimerne og et livligt musiksted med livebands om aftenen. Den har været en institution i Ouseburn-området i omkring 20 år og bliver ofte betegnet som den bedste bar i Newcastle. Ligesom det nærliggende Seven Stories ligger The Cluny i en gammel industrimølle. Bygningen blev senere et tappeanlæg for whisky, og herfra kommer navnet The Cluny, der er et skotsk whiskymærke. I nabobygningen ligger The Cluny 2, der bruges til koncerter og teaterforestillinger.

The Cluny, 36 Lime Street, NE1 2PQ

10Kunst på kiksefabrikken
Storbritanniens største kommercielle galleri udstiller værker af omkring 250 kunstnere og kunsthåndværkere, og mens man godt kan spendere tusinder af pund her, er der også mulighed for at blive kunstsamler for et beskedent beløb. The Biscuit Factory er med i den britiske ’own art’-ordning, der gør det muligt at købe kunstværker på rentefri afbetaling for helt ned til 100 pund pr. værk.

Galleriet ligger i en restaureret kiksefabrik fra 1800-tallet få minutters gang fra kernen af Ouseburn Valley. Galleriets café, The Factory Kitchen, er et godt sted at tanke op.

The Biscuit Factory, 16 Stoddart Street, NE2 1AN

11Englen ved hovedvejen
Som en gigantisk vagtpost med et vingefang på størrelse med et velvoksent passagerfly troner den imponerende statue på en høj ved indfartsvejen til Newcastle og Gateshead. Billedhuggeren Antony Gormleys ’Angel of the North’ er et af verdens mest sete offentlige kunstværker.

Den 20 meter høje og over 200 tons tunge fremstilling af en moderne engel i stål og beton stod færdig i 1998, og dens beliggenhed lige ved den travle hovedvej A1 gør, at den årligt beskues af ca. 33 millioner mennesker. Da kæmpeenglen blev rejst, vakte den en del debat og protester, og på grund af sine udstrakte kæmpevinger fik den tilnavnet ’Gateshead-blotteren’, men efterhånden er statuen blevet et vartegn for hele Nordøstengland. Hvis man ikke lige kommer forbi den i tog eller bil på sin vej sydfra, kan man tage en bus ud til den på ca. 20 minutter fra Newcastles centrum.

Angel of the North, Durham Rd., Low Eighton, Gateshead

12Ved murens ende
Den legendariske Hadrians Mur begynder – eller slutter, om man vil – i Wallsend, en forstad til Newcastle, 20 minutter fra centrum med metro. Det udgravede romerske fort Segedunum rummer bl.a. rekonstruerede bade og et museum, der giver et fascinerende indblik i romernes liv. Hvis man vil gå hele vejen langs Hadrians Mur, en tur på ca. 135 km, kan man få et turpas, der bliver stemplet undervejs som bevis på bedriften. Ved det gamle fort er der bygget et 35 meter højt moderne udkigstårn med en fremragende udsigt over området.

Segedunum Roman Fort, Buddle Street, Wallsend, NE28 6HR

Kim Wiesener (tekst og foto)

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her