Napoli var en by, som mange gik i en stor bue udenom indtil for få år siden. Ikke mindst forskræmte norditalienere, der var bange for at få stjålet deres smykker og tasker eller vælte over et skraldebjerg. Den udbredte kriminalitet, den nærmest lovløse tilstand, der hersker i visse bydele, samt løbende affaldskriser har i mange år kastet en sort skygge over den ellers så storslåede by.
Problemerne er ikke væk, og mafiaen er ikke besejret, men det er lykkedes bystyret ved en helt målrettet indsats at få den grimme ælling til næsten at ligne en svane.
Derudover har forfatteren Elena Ferrantes bøger og tv-serie om ’Min geniale veninde’ skabt en kæmpe stor interesse for Napoli. Folk kommer rejsende til byen for med egne øjne at se de steder, hvor hovedpersonerne Lila og Lenù slog deres folder i 1950’erne og 60’erne.
På alle måder er byen pludselig blevet meget populær, og dens image væsentlig forandret.
Skoleklasser og familier fra hele Italien rejser herned og ikke kun for at opleve Pompeji som tidligere, men for at besøge selve denne helt særlige by ved foden af vulkanen Vesuv.
Turister fra både Europa og resten af kloden har også fået øjnene op for Napoli.
Indtil 2010 gæstede færre end 1 million byen årligt, nu overstiger antallet 3 millioner!
Her gemmer sig både verdenskunst og levn fra byens storhedstid som hovedstad for Syditalien, her kan man skue ud over et azurblåt Middelhav, her fås verdens bedste espresso, den ægte og skønne pizza napoletana, og her er en helt uforlignelig sprudlende og energisk stemning, der fascinerer og drager enhver, der besøger byen.
I modsætning til Venedig, Firenze, Siena og Rom har Napoli ikke ændret sig synderligt som følge af den øgede turisme. Byen er først og fremmest borgernes egen, men man er meget velkommen til at være med.
Napolitanerne har et naturligt højt aktivitetsniveau; de skramler, de rasler, de sludrer, de råber og de spiller musik overalt, og de gasser ustandselig op på deres scootere.
De er gæstfri, imødekommende, snedige, snarrådige og opfindsomme, og ingen skal komme og prøve at lave dem om.
Måske er der kommet mere streetfood i de små gader inde i bykernen, måske kan man spotte et par enkelte souvenirbutikker, og måske er køerne foran museerne blevet lidt længere. Men Napoli ligner sig selv og vedbliver at være sig selv, og det er en stor del af byens charme.
1Kunst under jorden
Napolis metrolinje 1 og 6 er værd at prøve alene for køreturens skyld. De fleste af stationerne undervejs er rene kunstværker og skabt af førende arkitekter fra både Italien og udlandet.
Metrostationen Toledo midt inde i centrum er blevet udråbt til den smukkeste i Europa, og den er virkelig også gribende flot. Man kører ned ad en stejl rulletrappe og ser havet skabt i turkise mosaikker og med lyseffekter, som gør rejsen til en sanseoplevelse af de sjældne.
I løbet af 2019 åbner stationen Duomo, som siges at blive endnu flottere end Toledo med arkæologiske udgravninger og en glaskuppel oppe på gadeplan. Den står stjernearkitekten Massimilliano Fuksas for.
2 Moderne kunst i skummel gyde
Museo Madre er et internationalt anerkendt museum og galleri med en stor permanent kunstsamling og mange løbende udstillinger. Når man har set mange gamle kirker og palazzi, er det skønt til afveksling at besøge Madre, som viser en helt anden og moderne side af Napoli, som byen er mindre kendt for udenlands.
I Italien ved man dog godt, at Napoli har et meget levende og alsidigt kunstnermiljø, hvilket de mange gallerier, kunsthåndværkere, musiksteder, bogcafeer osv. vidner om. Tjek museets udstillinger, åbningstider og billetpriser på hjemmesiden. Entrébilletten er særlig billig for unge under 25 og pensionister.
Museo Madre, Via Luigi Settembrini 79
3Mærk historiens vingesus
For år tilbage kunne man støde ind i Oscar Wilde, Jean Paul Sartre eller Hemingway på Gambrinus. Dette er Napolis mest storslåede og legendariske café og konditori. Den stammer fra 1860 og er mødested for politikere, fodboldspillere, forretningsfolk fra vidt forskellige brancher, fine damer og operagæster, der skal have en drink eller en espresso inden forestillingen på San Carlo-teatret lige overfor.
På Gambrinus fås alle de berømteste napolitanske kager som sfoglietelle, caprese, babà og pastiera. I bogserien ’Min geniale veninde’ kommer Elena ind på denne fine café med sine døtre.
Gran Caffè Gambrinus, Via Chiaia 1
4 En spadseretur i napolitansk tempo
Efter en søndagsfrokost, eller måske bare en frieftermiddag i solskinsvejr går italienerne tur, en såkaldt passeggiata. Det er ofte ned ad strøget i en by eller langs vandet som her i Napoli, hvor promenaden, Lungomare Caracciolo, danner rammen om mange lange passeggiate.
Man tager sit bedste tøj på og slentrer glad af sted enten parvis, i små grupper (ofte af enten piger eller drenge) eller familier med børn på trehjulede cykler med slikkepinde eller is i hånden. Det er en stor oplevelse at iagttage denne traditionelle spadseretur, og den kan passende slutte af på et gelateria (en isbar) eller på en café med udsigt.
I ’Min geniale veninde’ ser Elena havet for første gang herfra, da hendes far følger hende i gymnasiet. Hele sin barndom havde hun tilbragt i det fattige kvarter Luzzatti uden at komme ind til centrum af byen eller ned til havnefronten.
Lungomare Caracciolo
5Napolis salte og sprøde kranse – taralli
Napolis ’fattigmandskost’ er i mange tilfælde blevet ophøjet til gastronomiske perler i det store verdenskøkken. Som en klar nummer ét ligger pizzaen, men også kager som babà og sfogliatelle fås langt uden for Italiens grænser.
Taralli er små sprøde kranse oprindelig lavet af overskydende brød- eller pizzadej tilsat svinefedt, peber og mandler. De havde i 1800-tallet en vigtig funktion som nærende, kalorieholdig mad til de fattige, som ofte også havde brug for mad, der havde lang holdbarhed. En slags beskøjter med ekstra mættende substans.
Taralli er ikke så berømte uden for Napoli, men her i byen er de alle vegne og er højst populære. I disse år oplever de en renæssance, og det er en oplagt madsouvenir at tage med hjem, hvis man som napolitanerne er sætter pris på dem. Besøg Leopoldos tarallificio flere steder i byen, bl.a. på Via Toledo. Det oprindelige bageri og hovedsæde ligger i Via Foria.
Tarallificio Leopoldo, Via Foria 212
6Besøg pizzagaden Via dei Tribunali
I denne gade midt i det gamle historie centrum af Napoli finder man byens oprindelige pizzeriaer. Her kommer pizzabagere, de kaldes pizzaiuoli, rejsende til fra resten af Italien og hele verden for at blive oplært. Det har de gjort i århundreder, og de familier, der ejer gadens pizzeriaer, har meget at være stolte af. I 2017 opnåede de at komme på Unesco’s Verdensarvliste for deres helt unikke kunstart.
At lave en rigtig pizza napoletana kræver mere end bare almindelig snilde og fingernemhed. Det kræver en særlig tør og varm håndflade, en speciel evne til at få dejen elastisk og et talent for at forme og bage pizzaen – naturligvis uden kageruller eller andet overflødigt udstyr.
I Via dei Tribunali konkurreres der om, hvem der laver den bedste pizza, og napolitanerne har selvfølgelig alle deres helt egen favorit. En, der ofte fremhæves og med rette, er Di Matteo. Margherita og marinara er de oprindelige og autentiske pizzaer. Alle andre er lidt uortodokse, men fås dog de fleste steder. Pizzeriaet Michele nær hovedbanegården er kendt for udelukkende at servere de to oprindelige slags.
Pizzeria di Matteo, Via dei Tribunali 94
7Lady og vagabonden med skrig og skrål
Hvis man ikke har for store forhåbninger om en rolig romantisk aften, men derimod drømmer om at sidde og spise midt i Napolis berømte og berygtede ’spanske kvarter’ midt imellem blafrende vasketøj og scooterlarm, er Nennella stedet.
Her er trængsel og folklore, råben og skrigen som i de gamle sort-hvide italienske film, og når der er allermest gang i den, dukker der musikanter op og akkompagnerer ’forestillingen’. Man kan risikere at stå længe i kø, men der er ingen muligheder for at kede sig imens, for der sker utrolig meget på det gadehjørne. Desuden har en smart fyr fundet på at stille sig op og sælge god kaffe fra en lille varevogn lige ved siden af.
Maden er god gedigen hverdagsmad. Pasta-kartoffel-suppe (pasta e patate), helt friske bøffelmozzarellaer, grillede salsicci-pølser og gode lammekoteletter.
Trattoria Nennella, Via Lungo Teatro Nuovo 103
8Opera og ballet i verdensklasse
Teatro San Carlo er Napolis stolthed og er ældre end både Scala-operaen i Milano og La Fenice i Venedig. Den blev opført allerede i 1737 efter ønske fra den daværende konge, Karl III af Bourbon, og regnes for verdens ældste og stadig fungerende opera. Rossini var tilknyttet San Carlo-teatret i sine unge år og skrev sin første opera hertil i 1815.
Verdens allerstørste navne optræder her, og det er både et meget smukt teater og en stor oplevelse at overvære en forestilling sammen med de lidenskabelige napolitanere, der både råber, når de er begejstrede, og når de er utilfredse. Og så klapper og hujer de vildere end de fleste andre teatergæster efter en flot arie eller efter endt forestilling.
Repertoiret er altid helt i top, og det er nemt at købe billetter online. Bemærk, at publikum er elegant, og dette er stedet, hvor man ud over at nyde musik og scenekunst har rig lejlighed til at gøre una bella figura, altså at tage sig godt ud.
Teatro San Carlo, Via San Carlo 98
9Julekrybber året rundt
Den legendariske smalle og lange gyde Via San Gregorio Armeni samler de bedste julekrybbeværksteder i hele Italien. Folk kommer langvejs fra året rundt for at købe julekrybber og ikke mindst tilbehør til både store og små presepi, julekrybber, som italienerne har stående i hjemmet fra begyndelsen af december til helligtrekongersdag 6. januar.
Napolitanerne er kendt for at være drillepinde og spøgefugle og for tit at blande det hellige og det verdslige. I denne gade finder man de bedste eksempler på det, når Josef og Maria bliver sat i samme julekrybbe som fodboldlegenden Diego Maradona og den amerikanske præsident Donald Trump. Og når hyrderne og Jesus-barnet for eksempel bliver præsenteret sammen med tidligere premierminister Silvio Berlusconi og popsangeren Michael Jackson.
Via San Gregorio Armeni
10Byens centrale plads
Piazza del Plebiscito er en majestætisk plads, som har sit navn efter den folkeafstemning, som endte med indlemmelsen af Napoli i det italienske kongerige i 1863.
I den ene ende ligger kirken San Francesco di Paola med den langstrakte kolonnade på hver sin side, der er inspireret af Peterspladsen i Rom. På modsatte side ligger det storslåede kongelige plads, Palazzo Reale. Pladsen er mødested for både høj og lav, mange politiske folkemøder og koncerter bliver afholdt her, og ofte ser man demonstrationer eller religiøse optog.
I ’Min geniale veninde’ står teenagerne Lila, Lenù og deres venner fra kvarteret Luzzatti, hvor de bor, af bussen her og oplever for første gang centrum af Napoli sammen.
Piazza del Plebiscito
11Imponerende shoppingcenter
I slutningen af 1800-tallet var området lige bag teatret San Carlo og den fine Piazza Plebiscito et slumkvarter med store fattigdomsproblemer, prostitution og farlige koleraepidemier. Som led i en saneringsplan opførte man dette imponerende bygningsværk efter at have jævnet en del faldefærdige boligkarreer med jorden.
Galleria Umberto I ligner med sine kæmpe glaskupler og jernindfatninger til forveksling det lidt ældre Galleria Vittorio Emanuele II i Milano. Det er ikke helt tilfældigt, da de begge er tegnet af arkitekten Emanuele Rocco i anden halvdel af 1800-tallet.
I arkaden finder man dejlige cafeer, isbarer, elegante tøjforretninger, taskebutikker og juvelerer.
Galleria Umberto, Via San Carlo/Via Toledo
12Bogmarked fra gamle dage
Lige bag den livlige Piazza Bellini finder man antikvariater og bogboder, der den dag i dag er meget besøgte og populære blandt napolitanske læseheste. Selv om de fleste bøger er gamle og på italiensk, er det et sjovt sted at gå en tur og fornemme en anden tidsånd og en klassisk syditaliensk markedsstemning.
Elena fra ’Min geniale veninde’ elskede at komme her og finde bøger og kunne tilbringe timer i de små butikker og ved markedsboderne. Her er også cafeer og små gadepizzabarer.
Port’alba Librai
fortsæt med at læse
