»Jeg havde den samme startfølelse, som jeg havde, da jeg sagde ja til at deltage i ’Vild med dans’. Som om der var noget, der manglede, for at jeg kunne blive helstøbt.
Jeg kommer fra Bornholm, men jeg kan ikke ro en båd; det var bare ikke godt nok, tænkte jeg.
Så da mailen tikkede ind om, at jeg var castet til programmet om at krydse Atlanten på en sejlbåd i 21 dage, var jeg ikke i tvivl. Det gad jeg virkelig godt. Det her med at kunne mestre vind og hav har jeg altid drømt om. Samtidig var det nogle rigtig gode sejlere (OL-guldvinderne Jesper Bank og Martin Kirketerp, red.), der skulle lære os op, så det var en unik mulighed. Hvornår ville jeg nogensinde få den igen?
Jeg viste mailen til min kone uden at sige noget. Hun kiggede bare på mig og sagde: »Det finder vi ud af«. Hun kender mig efterhånden rigtig godt og ved, at der er nogle diskussioner, man ikke behøver at tage«.
