1 Hæng ud i solen på markedet
Her først på eftermiddagen har klokken allerede slået fyraften for lokale unge, som hænger ud inden for portene af Cádiz’ Mercado Central. Der skåles og grines, mens der småspises specialiteter fra de mange nye madboder på det oprindelige marked. De handlende spuler diskene og pakker dagens kød, frugt og fisk sammen for i dag.
Det er værd at komme tidligt for at kigge på udvalget af store røde rejer, frisk lokal tun og søpindsvin. Men den største attraktion er at sidde i solen, drikke en iskold øl og spise skiver af friskkogt blæksprutte med røget paprika. Det minder lidt om Torvehallerne i København, men her slipper du med 1 euro for en øl, mens du kan spise alt fra østers til churros for småpenge.




























