Indtil mit nylige besøg på Café Norden ved Storkespringvandet på Amagertorv anede jeg ikke, at der var noget, der hed ’artesisk vand’. Det ved jeg nu. For jeg har læst etiketten bag på flasken med danskvand af mærket Stenkulla, som jeg bestilte til min frokost: Da indlandsisen smeltede for mange år siden, efterlod den sig et lag af mineraler, sand og sten, som i dag filtrerer Stenkullas prisvindende vand og sikrer en høj kvalitet. Vandet er artesisk vand, som flyder ved eget tryk.
Det lyder forjættende, og jeg googler mig frem til, at artesisk vand bare er grundvand i et vandførende lag af sand eller grus. Somme tider er trykket ovenfra så højt, at vandet vil sprøjte mange meter op over terrænoverfladen, når man borer ned til det.
Det lyder næsten som en oliekilde, og jeg forestiller mig et par mænd med dollartegn i øjnene, der står ved siden af en nyfunden kilde. Prisen på vandet leder i hvert fald tanken hen på mere kostbare væsker end H2O, og jeg bliver helt paf, da jeg står ved bardisken og bestiller to danskvand til min ven og mig. 100 kroner for to flasker med 33 cl vand i hver. Og jeg, som gik og troede, at grundvand var grundvand. 50 kroner for en flaske vand med mundvenlige bobler er selvfølgelig helt i skoven, men jeg luner mig trods alt ved, at det er Politiken, der betaler regningen, og jeg selv blot kan nyde mit artesiske vand. Skulle jeg selv betale, var jeg forhåbentlig gået videre i det øjeblik, den unge tjener bag disken med et smil tastede prisen ind på kasseapparatet.
Café Norden har ligget på den fornemme adresse i København i omkring 25 år og åbnede få år efter, at navnkundige Café Europa i 1989 slog dørene op på det modsatte hjørne. Sidstnævnte var for mig lig med avislæsning og cappuccino i studietiden, og da jeg som ung journalistpraktikant havde mit første møde med en spindoktor fra den daværende regering, var det dér, jeg sad og følte mig vigtig.
