Ingen plastikkopper, sugerør eller indkøbsposer har invaderet og overtaget stranden. Ingen ildelugtende tang har kastet sig sultent over sandet. Her er sandkornene uberørte og kridhvide, indtil havvandet skyller ind over bredden og gør sandet vådt.
Vandet er også fri for store plastikposer, som man forveksler med slimede vandmænd, og de gamle fiskenet, der er så store, at man er bange for at blive taget til fange af dem. Jeg tager mine første svømmetag og kan tydeligt se bunden, jeg svømmer over. Jeg ser mine tæer helt klart, inden jeg borer dem ned i sandet.




























