Bølgerne skvulper og klasker ind mod koøjet i vores kahyt. Bag bølgerne er solen ved at få øjne i vandkanten.
Klokken har endnu ikke passeret 6, men en kombination af jetlag og heftig bølgegang gør, at flere af skibets passagerer nyder solopgangen fra dækket med en tidlig kop kaffe.
Jeg kigger ned i bølgerne, der glitrer som stjerner. Hver bølge erstattes af en ny, så langt øjet rækker. Et stykke rødt plastik i havoverfladen forsvinder under overfladen, men kommer til syne igen. Endnu en bølge forsøger uden held at drukne det.
Havet synes uendeligt. Vi begynder at kunne se land længere fremme, og kort tid efter hører vi cruisedirektør Irina Pecsvary i højttaleren:
