Det kloster var svaret på mine inderligste drømme om at bo i sikker afstand fra verdens virak og bare skrive og fordybe mig i livets store spørgsmål og frem for alt slippe for bimlen og bamlen fra mobil-sms’er og sociale medier. Kort sagt al den støj, der præger vores verden på godt og ondt. I tankerne havde jeg ofte foretaget eksperimentet at ’forsvinde fuldkomment fra Jordens overflade’ og leve et liv i stilhed og ovenikøbet på et så religiøst sted som et kloster – tæt på Gud så at sige.
På magisk vis havde jeg en tydelig følelse af, at tingene gik op i en højere enhed, da jeg stod i den brostensbelagte klostergård og betragtede kirken med de religiøse fresker og de skovklædte klipper i horisonten. Stedet havde en forunderlig tiltrækning på mig, og jeg vidste, at jeg for evigt ville fortryde det, hvis ikke jeg prøvede at bo der.
