Coronavirus har en negativ konsekvens på flyselskaber, som kommer under økonomisk pres.

Medie: SAS beder sine ansatte skære 20 procent af lønnen

SAS vil mødes med fagforeninger for at diskutere muligheden for at reducere de ansattes løn de næste tre måneder. Foto: Johan Nilsson/tt/Ritzau Scanpix
SAS vil mødes med fagforeninger for at diskutere muligheden for at reducere de ansattes løn de næste tre måneder. Foto: Johan Nilsson/tt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Luftfartsselskabet SAS beder sine ansatte gå 20 procent ned i løn i en periode på tre måneder.

Det fremgår af en intern e-mail fra SAS’ personalechef, som er sendt til de ansatte tirsdag eftermiddag.

Det skriver det norske erhvervsmedie Dagens Næringsliv.

»SAS vil invitere ledelsen i fagforeningerne til at diskutere muligheden for, at alle SAS-ansatte reducerer arbejdstiden med 20 procent og et tilsvarende cut i lønnen for en periode på tre måneder, skriver personalechef Carina Malmgren Heander i mailen ifølge Dagens Næringsliv.

Lønnedgangen sker på grund af den ’nuværende markedssituation’, hvor mange luftfartsselskaber er under økonomisk pres på grund af coronavirus, står der endvidere.

Arbejdstiden vil også blive reduceret tilsvarende, fremgår det ifølge Dagens Næringsliv af e-mailen.

Endvidere skriver Carina Malmgren Heander, at situationen påvirker ’hele koncernen’.

Dermed er der også tale om ledelsen i SAS, som vil gå 20 procent ned i løn, samtidig med at den opretholder samme antal timer, skriver Dagens Næringsliv.

Det fremgår dog ikke specifikt, om der også er tale om den danske afdeling.

SAS er ikke det eneste flyselskab, der indtil videre er blevet påvirket negativt af spredningen af coronavirus.

Tidligere tirsdag meddelte det norske luftfartsselskab Norwegian, at det aflyser 3000 af sine afgange fra midten af marts til midten af juni.

Det skyldes, at selskabet den seneste uge har haft svært ved at sælge sine billetter. Det betyder også, at personale bliver sendt hjem.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her