Over hele verden er billedet det samme. Flyrute på flyrute på flyrute lukkes ned. Og frygten for corona-smitte får folk til at afholde sig fra at købe flybilletter, udskyde planlagte rejser og afvente udviklingen.
Det er situationen for den internationale luftfart lige nu, hvor IATA (International Air Transport Association), den internationale forening for flyselskaber, forventer et tab på omkring 755 milliarder kroner i omsætning i 2020, hvis corona-virusset fortsætter med at sprede sig.
Flemming Lundberg Poulsen fra flysitet FinalCall.travel kaldte for få dage siden krisen for »alvorlig«. Nu siger han, at situationen »er blevet meget mere alvorlig«, fordi ingen ved, hvad der sker i morgen eller bare om et halvt døgn.
»Flyselskaberne er ekstremt hårdt pressede, når de ingen indtægter har og må sætte fly på jorden. Det er noget af det værste, vi nogensinde har set indenfor luftfarten og er livstruende for mange flyselskaber«.
Kigger på pengekasser
Senest har SAS meldt ud, at selskabet i de kommende to uger går fra 230 flyvninger til 78 til og fra USA. Samtidig har selskabet indstillet flere tusinde flyvninger til andre destinationer og er i dialog med de ansatte om en midlertidig lønnedgang.
Norwegian, der sammen med SAS udgør de to største selskaber herhjemme, aflyser mere end 4.000 afgange og sender ansatte hjem.
Ifølge Ole Kirchert Christensen fra flybranchemediet check-in.dk vælter pengene lige nu ud af flyselskabernes pengekasser. Han konkretiserer krisen sådan her:
»For flyselskaberne er det store problem det ekstremt bratte fald i efterspørgslen. Det betyder, at de ikke kan nå at tilpasse deres omkostninger. Derfor bliver de nødt til at åbne deres pengekasser og skovle penge op uden, at der kommer nye penge ned i dem. For nogle selskabers vedkommende kan de snart se bunden af deres pengekasser. Pengekassen må ikke blive tømt. Hvis det sker, er det konkurs«, siger Ole Kirchert Christensen.
Flemming Lundberg Poulsen mener, at det realistisk, at der er flyselskaber, der vil gå konkurs, hvis ikke krisen snart stopper.
»De flyselskaber med den største kontantbeholdning eller investorer med meget dybe lommer er dem, som kommer ud på den anden side med færrest skrammer. Men alle er ramt hårdt«, lyder hans vurdering.
Håber på hjælp
Under alle omstændigheder er der brug for hjælpepakker udover eksempelvis udskydelse af moms og betaling af skat og arbejdsmarkedsbidrag, mener Ole Kirchert Christensen.
»Nogle flyselskaber er godt polstret og godt foret økonomisk. Og så er der andre, hvor det ser skidt ud. Dem, der kan se bunden af pengekassen nu. De har brug for akut hjælp«, siger Ole Kirchert Christensen.
Blandt andet derfor håber brancheforeningen Dansk Luftfart på hjælp fra regeringen, siger direktør Michael Svane:
»Stemningsbilledet lige nu er, at det er en fuldstændig uhørt dramatisk situation, hvis lignende vi aldrig har set før«, lyder det fra Michael Svane, der påpeger, at luftfartsbranchen blev ramt som en af de første i corona-forløbet og samtidig også nu er den branche, der med sikkerhed er hårdest ramt.
»Det er den alvor, der er grundlaget for den dialog med regeringen, som vi har haft, har og vil fortsætte med at have. Lige nu bruger vi al vores tid på at finde løsninger, mere kan jeg ikke sige«, siger Michael Svane, hvis medlemmer både tæller flyselskaber og lufthavne herhjemme.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter