Rejseselskabet TUI og den danske ambassade i Mexico har i samarbejde fået 19 danskere hjem fra Latinamerika. Der er dog stadig danskere strandede i udlandet, flest i Peru.

19 danskere er fløjet ud af Mellemamerika og landet i Stockholm

Turister på stranden i Cancun i Mexico. Foto: Jorge Delgado/Ritzau Scanpix
Turister på stranden i Cancun i Mexico. Foto: Jorge Delgado/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

19 danskere, der tilsyneladende var strandet i Cuba, Honduras og Mexico, er søndag morgen landet i Stockholm og har nu kurs mod Danmark på egen hånd.

Det oplyser rejseselskabet TUI, der har samarbejdet med Udenrigsministeriet om at få danskerne hjem.

Danske ambassader rundt om i verden forsøger i disse uger at få danskere hjem på trods af restriktioner på rejser og lukkede grænser.

I dette tilfælde henvendte Udenrigsministeriet sig til rejseselskabet TUI med et ønske om at få de 19 personer hjem.

Hos TUI har man også et flyselskab, og der var et tomt fly på vej til Cancun i Mexico. Her skulle det hente nogle af rejseselskabets svenske kunder og flyve dem hjem.

Der kunne dog godt findes plads til de 19 danskere, til trods for at de ikke var kunder hos rejseselskabet.

Til gengæld måtte Udenrigsministeriet stå for at få hentet de 19 danskere på deres respektive feriesteder og få dem fragtet til lufthavnen i Cancun.

»Det er skønt, når et samarbejde som dette bærer frugt«, siger Mikkel Hansen, der er kommunikationschef hos TUI i Danmark og har været i direkte kontakt med den danske ambassade i Mexico.

»Meget af det her er blevet gjort manuelt, og vi er glade for at kunne bidrage med vores hjælp«.

Han roser den danske ambassades ansatte for deres arbejde.

Flere danskere er kommet hjem

Det er ikke første gang, at TUI og den danske ambassade er lykkes med at få danske statsborgere hjem fra Latinamerika. I sidste uge havde den danske ambassade held med at få fem danskere ud af den Dominikanske Republik – også med et TUI-fly.

Lørdag aften lykkedes det desuden Udenrigsministeriet at få 105 danskere, der har været strandet i Filippinerne, hjem med et særfly, der havde samlet passagerer op i både Cebu og hovedstaden Manila, før det fløj mod København.

Også en række strandede danskere i henholdsvis Ecuador og Peru kom hjem lørdag, ligesom det fredag lykkedes at få en hel gruppe unge danskere hjem med et særfly fra Zanzibar, som landede i Aalborg.

Der er dog stadig en mere end 200 danskere strandet i Peru, som Udenrigsministeriet fortsat arbejde på at få hjem til Danmark.

ritzau/tik

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her