Indslaget kunne have været en solstrålehistorie. Jeg træner på Islands Brygges græs sammen med mit hold. 10 mand. Svedende, pjattende, lykkelige. Teenagere omkring os i solen. Men da jeg ser det om aftenen på tv i min stue, er tonen en anden: »Vanvid på Islands Brygge!«. »Politichef målløs!«.
I kameraets panorering ser det ud, som om hundreder sidder eller står oven på hinanden. Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde. Ét øjebliks frihed, og så denne kollektive anklage: ’Udskamningen’. Jeg ser op mod skyerne, det trykker for panden. Jeg må væk fra det her sted. Men hvorhen? Det eneste mulige er over Sundet: til Sverige.




























