Udenrigsministeriet indfører torsdag en ny model for rejsevejledninger til lande uden for EU, Schengen-området og Storbritannien.
Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.
Rejsevejledningen vil blive lempet for de lande, der lever op EU’s nye kriterier for indrejse til EU, og som samtidig ikke har betydelige indrejserestriktioner eller karantænekrav for de rejsende, der kommer til landet.
Et vigtigt element i modellen vil være EU’s nye liste over lande, der lever op fastsatte Covid-19-kriterier for indrejse til EU, hedder det i meddelelsen.
Listen blev offentliggjort tirsdag og giver mulighed for turister og forretningsrejsende fra 14 lande for at indrejse til EU.
Listen vil blive justeret hver 14. dag.
Det er et stort, vigtigt og godt skridt mod mere normale rejsevejledninger, at vi nu har en fælles EU-liste og en ny model for rejsevejledninger til lande uden for EU, Schengen og Storbritannien. Men der er stadig lang vej endnu
»Det er et stort, vigtigt og godt skridt mod mere normale rejsevejledninger, at vi nu har en fælles EU-liste og en ny model for rejsevejledninger til lande uden for EU, Schengen og Storbritannien. Men der er stadig lang vej endnu«, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i pressemeddelelsen.
Ændringerne i rejsevejledningerne for lande uden for EU og Schengen vil ifølge meddelelsen blive annonceret torsdag.
Regeringen lægger ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S) op til »en kontrolleret genåbning af de danske grænser« med udgangspunkt i EU’s nye liste med kriterier for indrejse til EU. De kriterier lever Algeriet, Australien, Canada, Georgien, Japan, Montenegro, Marokko, New Zealand, Rwanda, Serbien, Sydkorea, Thailand, Tunesien og Uruguay op til.
Regeringen supplerer EU’s liste med en række nationale krav. Det betyder, at Danmark ikke nødvendigvis åbner for alle landene på listen, men måske blot en del af dem. Danmark vil eksempelvis kunne lukke for et land eller en region, hvis »smitten stiger hurtigt, eller data og oplysninger ikke vurderes at være retvisende«, også selv om landet er med på EU-listen.
Nick Hækkerup forklarer, at Danmark støtter den fælles EU-tilgang baseret på objektive kriterier.
»Men vi skal selvfølgelig være sikre på, at vi ikke pludselig mister kontrollen med COVID-19 herhjemme. Nogle lande uden for EU vil ikke have samme pålidelige data om testning og smitte, som vi kender i Danmark og EU. Derfor er der behov for nogle nationale sikkerhedsventiler, så vi er sikre på, at smitten ikke løber løbsk«.
fortsæt med at læse




























