Den nye coronavariant omikron har tirsdag fået WHO til at fraråde rejser for ikkevaccinerede personer over 60 år og sårbare.

WHO: Alle ikkevaccinerede over 60 år samt sårbare bør udskyde rejser

Foto: Lindsey Wasson/Ritzau Scanpix
Foto: Lindsey Wasson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er blevet opdateret kl. 6.23 på baggrund af WHO’s korrigerede anbefaling.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) opfordrer alle lande til at anbefale borgere, der er 60 år eller ældre og ikke færdigvaccineret mod covid-19, om at udskyde rejser. Det samme bør sårbare borgere gøre ifølge WHO. Sårbare personer inkluderer folk med hjertekomplikationer, kræft og diabetes. Det fremgår tirsdag af en opdatering af rejseanbefalinger fra WHO.

Kort før midnat torsdag udsendte WHO en korrektion af rejseanbefalingen, hvor organisationen tydeliggør, at anbefalingen ikke omfatter personer, der er færdigvaccineret. Sådan fremstod det i den oprindelige udmelding.

Det er den nye coronavariant omikron, der får WHO til at skærpe sine anbefalinger om rejser på tværs af landegrænser. Omikron frygtes at være en særligt smitsom udgave af coronavirus.

WHO advarer imod indrejserestriktioner

Den blev første gang registreret i det sydlige Afrika. Siden er den dukket op i en lang række andre lande – herunder Danmark. Flere lande har indført indrejserestriktioner i et forsøg på at bremse smitten. Det bliver dog frarådet i tirsdagens anbefaling fra WHO.

»Indrejseforbud kommer ikke til at forhindre international smittespredning, og det lægger et tungt pres på folk og deres levebrød. Samtidig kan indrejserestriktioner give en negativ effekt på den globale sundhedsindsats under pandemien ved at forhindre lande i at dele epidemiologiske data«, lyder det fra WHO.

WHO forventer, at den nye coronavariant vil sprede sig i flere og flere lande, i takt med at landene også begynder at lede efter omikrontilfælde.

Omikronvarianten har et stort antal mutationer, hvoraf nogle af WHO bliver beskrevet som værende af bekymring. Foreløbige undersøgelser af varianten viser ifølge WHO, at der er større risiko for at blive smittet flere gange med omikron end med andre varianter.

Der er dog fortsat mange spørgsmål, der omkredser omikron. Eksempelvis er det endnu svært at sige noget om, hvor godt de nuværende coronavacciner fungerer mod varianten. Der er endnu ikke bekræftet nogen dødsfald efter smitte mod omikron. I Danmark er der hidtil blevet bekræftet fire tilfælde af omikron.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her