Endnu en stor rejsedag har været ramt af massive forsinkelser i Københavns Lufthavn på grund af flyveledermangel. Fredag estimerer Københavns Lufthavn, at 92.000 passagerer skal igennem lufthavnen. Men på grund af flyveledermanglen vil godt 50.000 af passagererne blive ramt af forsinkelser eller aflysninger, siger lufthavnens trafikchef Kristoffer Plenge-Brandt.
Fredag aften er 47 fly blevet aflyst, og dagen igennem har der været forsinkelser på op til halvanden time. Men det vil forventeligt bliver værre i løbet af aftenen.
»Vi kan se, at det kommer til at bygge på i løbet af aftenen, hvor vi forventer forsinkelser på op til to en halv time«, siger Kristoffer Plenge-Brandt.
»Vi fra lufthavnen synes, det er rigtig beklageligt med endnu en dag med mange forsinkelser og aflysninger«, siger han.
Ud over flyveledermanglen har lufthavnen også været nødsaget til at lukke ned for fly, der skulle lette og lande i 20 minutter på grund af en standby landing fra et andet fly. Det har også haft en indvirkning på forsinkelserne.
De fleste danskere er velsignet med en ekstra fridag mandag, da det er anden pinsedag. Det er en stor rejsedag for lufthavnen.
»Jeg frygter, at der kunne komme forsinkelser igen mandag«, siger Kristoffer Plenge-Brandt.
Manglen på flyveledere skyldes blandt andet afskedigelser under coronakrisen. Her var der ikke samme behov for flyveledere som nu. Men efter der igen er kommet godt gang i luftfarten, er der opstået en mangelsituation. Det har resulteret i en konflikt mellem flyveledernes fagforening, Datca, og Naviair, der styrer trafikken i det danske luftrum.
I april var 45 procent af alle flyvninger til og fra Københavns Lufthavn i Kastrup forsinket mere end et kvarter. 60.000 passagerer fik samme måned aflyst deres fly.
Lukker hovedbane i syv uger
Og der er ikke udsigt til bedring, for Københavns Lufthavn lukker en af sine to hovedbaner i syv uger midt i stormende flykonflikt og mangel på flyveledere, skriver mediet Check-in.dk. Det sker, da banen skal repareres. Arbejdet blev igangsat 22. maj og vil løbe helt frem til 7. juli, hvor hovedbanen vil være døgnlukket.
Det kommer til at bidrage med yderligere forsinkelser, siger trafikchef i lufthavnen Kristoffer Plenge-Brandt til Check-in.dk. Ifølge ham er der tale om forsinkelser på 15 minutter, når det står værst til.
Lukningen af banen kommer til at strække sig ind i lufthavnens højsæson. Sommeren, hvor danskerne for alvor drager op i luftlagene for at komme på ferie. Men arbejdet med banen skal foretages i en periode, hvor der er størst sandsynlighed for, at det er tørt og varmt samt mange lyse timer, oplyser trafikchefen til mediet.
Af sikkerhedsmæssige årsager skal arbejdet gøres nu, siger han.
»Vi har siden december sidste år haft en god og tæt dialog med Naviair og en fælles plan for, hvordan vi kan håndtere det bedst muligt. Det burde være håndterbart, når vi har tilstrækkelig flyveledelse på«, siger han til Check-in.dk.
ritzau
fortsæt med at læse




























