Sidste sommer fortalte et vennepar, at de ville droppe de vanlige rejsedestinationer som Italien og Frankrig og i stedet drage til Sydøsteuropa. De nævnte Albanien, og jeg tænkte, at det da var en spøjs rejsedestination. Jeg kendte ikke meget til landet – bortset fra dets forhistorie med kommunisme og isolation, og det fik ikke ligefrem min rejsefeber op at koge.
Men to uger senere landede de første billeder og videoer fra deres tur. Jeg blev overrasket, men især misundelig. Billeder af lange sandstrande, store bjerge og rødglødende solnedgange fik mig til at tænke: Bør jeg tage til Albanien?
Jeg nåede ikke at tænke tanken færdig, før min Instagram-feed begyndte at spytte videoer om Albanien ud i hobetal. ’Europas Maldiverne’ og ’This is not Bali but Albania’ dominerede, og før jeg vidste af det, havde jeg og min bedre halvdel bestilt flybilletter.
Vi tog af sted i sommer og kørte Albanien tyndt i knap fire uger. Og det var vi ikke ene om. Albanien er nemlig blevet en af de helt populære rejsedestinationer – særligt hvis man følger med på sociale medier, hvor landet bliver hypet som aldrig før med løftet om, at der ikke behøver at være langt til paradis.
Her er seks gode grunde til at skifte Comosøen ud med Balkanhalvøen.
1. Fordi Albanien har en rig historie
Sådan har det ikke altid været. Albanien var i en periode på 44 år under kommunistisk styre, og bedst kendt som det mest lukkede land i Europa, hvor alt fra privat bilkørsel til turistrejser var forbudt. Efter diktatoren Enver Hoxhas død og det kommunistiske styres fald i 1985 blev der indført demokrati. I første omgang ændrede det ikke landets økonomiske status, og omkring 40 procent Albaniens befolkning valgte at emigrere. Men i 2009 blev Albanien en del af Nato, og landet begyndte at satse på turisme.
Et synligt tegn fra perioden er blandt andet de godt 137.000 bunkere, der stadig ligger spredt over hele landet, og som vidner om Hoxhas paranoia for angreb i kølvandet på Anden Verdenskrig. Men også Albaniens mange museer og monumenter vidner om den mørke tid og isolationsperiode.
I bjergbyen Gjirokaster, der er på Unesco’s verdensarvsliste, kan man besøge det etnografiske museum,som tidligere var diktatorens barndomshjem, men da vi havde kort tid i byen, prioriterede vi at tage et kort kig ind tunnelmuseet, der udstiller artefakter fra den kolde krig – alt fra hjelme og pistoler til uniformer og postkort.
Vil du prøve et alternativ til museer, så book en free walking tour. Det gjorde vi i Tirana – det foregik med en engelsktalende guide og tog et par timer. På gåturen i Tiranas midtby fik vi fortalt historier og anekdoter fra Albaniens år i isolation samt vist diktatorens daværende bolig. Her fortalte vores guide blandt andet, at regeringen stadig overvejer, hvorvidt de skal rive huset ned, gøre det til et museum eller leje det ud som Airbnb. Undervejs på turen udpegede vores guide Tiranas topattraktioner, arkitektur og lokale spots, hvor vi kunne nyde god mad og drinks, og vi følte, at vi fik Albanien og Tiranas historie lidt mere under huden.
2. Fordi Albanien er store bjergpas og snoede vandrestier
Albanien har mange naturområder, der fik mit kamera på overarbejde og min lagringsplads til svinde ind. Landet er blandt andet kendt for sine bjergpas i den nordlige del af landet, hvor turister kommer for at hike.
Ankommet til hovedstaden Tirana kørte vi i vores lejede Ford straks nordpå mod Shkodër. En by, der ligger forholdsvis tæt på bjergområdet Prokletije, den store flod Liqeni i Komanit, og som netop er et populært overnatningssted for turister, der gerne vil på dagsudflugt i Theth Nationalpark. Som os.
En tidlig morgen satte vi retning fra Shkodër mod bjergbyen Theth to timer derfra. Med vandresko, rygsække og en hulens masse myslibarer begav vi os ud af sted mellem store bjergpas, over store enge og på snoede stier langs den kraftfulde flod Shalë. I begyndelsen vandrede vi side om side med andre turister, men hurtigt var vi spredt for alle vinde. Vores mål med denne endagshike på 17-19 kilometer var naturfænomenet ’Syri i Kaltër’, også kaldet Blue Eye – et kildevæld med krystalklart vand i blå og grønne nuancer.
I Albanien findes der to steder med ’Blue Eye’. Det ene er nær Theth, det andet ved Ksamil. Det ser så indbydende ud, at mange tager en dukkert – det gjorde vi også. Men – det er ikke just behageligt. Vandet kommer nemlig fra de nærliggende bjerge og er møghamrende koldt.
3. Fordi Albanien har strande til alle behov
Er du typen, der vil lave søstjernen på stranden, mens du sipper drinks og genlæser ’Kunsten at være fucking ligeglad’, så er der også rig mulighed for det.
Albanien har nemlig flere strande langs den albanske riviera. Den første strand, vi besøgte, var Plazhi i Currilave, en stenstrand ved havnebyen Durres. Vi ankom på en lørdag, hvor der var rigeligt med mennesker – mest lokale børnefamilier, der spillede musik, spiste frokost og byggede sandslotte. Det eneste minus var, at vandet ikke var lige så krystalklart, som vi var vant til på andre strande.
Den næste strand, vi slog os ned på, ligger sydpå ved den lille kystby Himarë. Vores hotelvært havde anbefalet os Potam, der er en blanding af sand- og stenstrand. Her lå meget få mennesker, og bountyfølelsen meldte sig hurtigt – en strand til dig, der vil begrave hovedet i en bog til lyden af bølgerne. Vandet var blåt, stille og klart, og flere hev snorklerne frem og udforskede den stenede havbund.
Når man siger Albanien, kan man ikke komme uden om strandene i Sarande og Ksamil, der på Instagram refereres til som Europas Bali og Maldiver. Strandene er flotte, men bountyfølelsen var ikke slående. Særligt i Ksamil var den instaomtalte strand Plazhi proppet med mennesker, dyre strandstole (150 kroner pr. stol) og pastelfarvede badedyr. Men er du et festdyr og glad for beachclub-stemning, er det måske stedet for dig.
Dog vil jeg til hver en tid anbefale at søge lidt ud fra Ksamil og Sarande og besøge de mere intime strande som Plazhi i Pasqyrave og Shpella e Pëllumbave. Stenstrande i små bugter, hvor der er højde på bølgerne, og hvor lokale slikker sol på de skrå klipper og i stribede strandstole.
4. Fordi de lokale er gæstfrie og hjertevarme
Det albanske folkefærd er en liga for sig, når det kommer til gæstfrihed. Da turisme først er noget, der er begyndt at spire gennem de seneste år, er de lokale nemlig endnu ikke blevet trætte af turisternes overforbrug, forplejnings-forventninger og tarvelige ’lad mig reservere en solstol klokken 05.30’ vaner. De lokale står med åbne arme og store smil (de oprigtige af slagsen).
Vi bookede to overnatninger hos en albansk familie i strandbyen Durres. Da vi ankom, blev vi budt på kage og tyrkisk kaffe og efterfølgende kørt til familiens olivenlunde, hvor de med stor passion fortalte om deres landbrug, mens vi plukkede grøntsager til aftenens måltid. Hjemme igen gik moderen i gang med den helt store menu og serverede et traditionelt albansk måltid, der blandt andet bød på peber- og ostedippen fergese, albanske kødboller, også kaldt qofte, byrek og tarator (dip a la tzatziki).
Her sad vi så og mæskede os i forskellige retter, mens hun tog til takke med sine cigaretter og glæden over min kærestes appetit. Efter maden inviterede sønnerne min kæreste til en omgang fodbold, og jeg blev tilbage med moderen på terrassen. Og her sad vi så – to kvinder med 30 års aldersforskel, Google Translate, høj latter og hendes hjemmerul.
»I må komme tilbage igen næste år«, lød den monotone stemme på telefonen.
5. Fordi det albanske køkken er en fusion af flere traditioner
Det albanske køkken er traditionelt, simpelt og usnobbet. Lad os dykke ned i et par albanske retter:
Noget, vi tit bestilte, varqofte, albanske kødboller, som laves på oksekød, kylling eller lam og ofte fritteres. Hertil fik vi en rustik salat samt fladbrød og fergese, en dip, der hurtigt blev fast inventar til vores måltider, og som består af rød peber, tomater, løg, en form for tør hytteost og yoghurt.
En anden traditionel ret, eller måske rettere snack, er byrek, som jeg erklærede min kærlighed til flere gange på rejsen. En tærte, der laves med filodej og blandt andet fås med spinat og ost (min favorit!) eller med hakket kød, løg og ost. Man kan købe den i stort set alle bagerbutikker og kaffebarer, hvilket er til at stille den lille sult efter en lang dag på stranden. Første gang jeg smagte byrek, var i Himare fra den lille bagerbutik Furres Himare. Sprød og syndig. Hvis du ikke kommer til Himare for stranden, så kom for deres byrek!
Selv om jeg var solgt til albansk mad, kan jeg ikke komme uden om, at det til tider også blev tungt. Derfor blev vi glædeligt overraskede, da det gik op for os, at albanerne i høj grad også favnede madkulturen fra middelhavsområdet og Mellemøsten. Jeg havde ikke den største forventning til den albanske fusion med det italienske køkken, men min tvivl blev gjort til skamme. Særligt da vi besøgte restauranten Taverna Fish Filipi i Sarande. En fiskerestaurant, der også kastede sig ud i pizza og pasta. Det var uden tvivl den mest elendige service, jeg længe har oplevet (vi ventede en time på at få et bord, og vores tjeners pause foregik på hug ved siden af vores bord, mens han kamprøg). Men min pasta vongole fik mig i madkoma, og jeg kan sværge, at jeg hørte min kæreste nynne ’Por ti volaré’, da han smagte sin linguine med krabbe.
6. Fordi du får meget for pengene
Priserne i Albanien er relativt lave. 100 leke er cirka 7 danske kroner, og det betyder, at du kan leve forholdsvis godt, uden at føle dig ribbet.
Kaffe er dyrt i Danmark, så vi så det som en stor luksus, at vi hver morgen kunne snuppe en stor latte fra en af de nærliggende cafeer for 10-15 kroner. Kan du ikke give slip på havremælk og machapulver, kan du søge mod den albanske kaffekæde Mon Cherie – her koster kaffen dog omkring 25 kroner.
I Albanien finder du også restauranter i alle prislejer. Skal du spise et måltid på en forholdsvis billig restaurant bestående af en kødanretning, en salat, brød og en dip, kan du regne med at slippe omkring 40-50 kroner pr. person. Og du skal nok blive mæt, for portionerne er ofte store. Til at slukke tørsten kan du købe en halv liter vin til omkring 35 kroner eller en stor fadøl til cirka 15 kroner.
Hotel og overnatning bestilte vi oftest hen ad vejen, og det var let at finde overnatning til overkommelige priser. I hovedstaden Tirana fandt vi eksempelvis en stor lejlighed midt i byen, med en endnu større terrasse med udsigt over byen og bjergene. Pris: cirka 300 kroner pr. nat. I Himare fandt vi ligeledes en lejlighed med en balkon, stor fællesterrasse og pool med panoramaudsigt. 260 kroner pr. overnatning.
Det er en god idé at have kontanter på dig– enten leke eller euro. Der er nemlig stadig mange restauranter, hoteller og butikker, der ikke tager kort.
fortsæt med at læse
