Det er mørkt, da vi cykler de tre kilometer fra restauranten ved den lille anløbsbro og til Les lodges de la vigne, hvor vi skal overnatte. Kun Karlsvognen, Cassiopeia og andre stjernebilleder har tændt lys over os. Her er ingen gadebelysning, og selv om der bor 200 mennesker i den landsby, vi har kurs mod, er der ikke noget, der bare minder om et lyshav fra den lille samling huse på øen Île d’Arz, der ligger midt i den bretonske Golfe du Morbihan, et indhav ved Bretagnes sydkyst.
Heldigvis har vi lys på cyklerne, så ved hjælp af en smule stedsans – i første omgang – og mobilens gps, da stedsansen slipper op mellem de smalle gader, finder vi tilbage til vores logi. Her er helt stille. Både udenfor og inde i det højloftede træhus, hvor jeg er indlogeret.




























