Når man nærstuderer et kort over Vestsjællands kyst, vil man mellem Kalundborg og Korsør se en gevækstagtig lille knold, der ser ud til at være vokset fra fastlandet ud i Storebælt.
Knolden er halvøen Reersø, og den breder sig over et areal på bare knap 6 kvadratkilometer. Betydeligt mindre end den karakteristiske og kendte tange Røsnæs nord for Kalundborg, men på ingen måde mindre i oplevelsesmæssig forstand.
Heller ikke om vinteren.
Ganske vist blomstrer Reersø ligesom mange øvrige mindre samfund i Danmark mest, når dagene er lange og mørket langt væk, men det betyder langtfra, at der ikke er noget at komme efter uden for sommersæsonen, og på en halvgrå vinterdag triller vi således fra Sjælland over den godt 500 meter brede strandvoldsslette til Reersø.
