.jpg "Claus Starup")
»Det er fuldstændig som på Færøerne. Kommer du ikke herud? Jeg står helt ude på spidsen. Du skal bare gå mod nord. Det er helt vildt«.
Det er min mand, der ringer. Han er draget afsted i sine waders med drømmen om at få en havørred på krogen. Jeg er gået mod syd for at få læ for den bidende kolde nordenvind. Bølgerne slår ind mod begge sider af det smalle næs. Fyrretræerne rager næsten helt ind i himlen. Men når han nu siger det. Så jeg vender om og går ned på stranden. Og der ser jeg det. Ude mod nordvest.
Som en hval rejser den yderste spids af næsset sig af havet. Blød og rund og dækket af græs. Jo, der er noget færøsk over det. Ligesom konturerne af Nekselø, der stiger hårdfør op ad havet mod sydvest. Og Sejerø, som vi lige aner omridset af. Men det er først helt ude på spidsen af næsset. Og igen senere inde fra Havnsø.
Kystvejen ind til Havnsø ligger højt af en dansk vej at være. De stråtækte gårde er perler i landskabet. Vi kommer til at tænke på Orkneyøerne. Og Shetlandsøerne. Her er bare ingen klipper. Men med deres kolossale tryk er det lykkedes de store iskapper at efterligne Nordatlantens klippeøer ret godt.
