Stiller man sig til at vente på S-toget på Bahnhof Wernerwerk i det nordvestlige Berlin, må man påregne at komme til at vente længe. Det er nemlig tæt på 40 år siden, at det sidste tog forlod perronen. Engang var stationen en af byens travleste og bragte hver dag industriarbejdere i tusindvis til og fra arbejde. Wernerwerk Bahnhof er opkaldt efter Werner Siemens, som i slutningen af 1800-tallet grundlagde en af Tysklands mægtigste virksomheder.
I dag ligger banen øde hen og er et Denkmalschutz, et beskyttet mindesmærke over en stribe intensive kapitler af Berlins dramatiske historie. Banen krydser flere trafikerede gader og veje og man kan således nemt besøge stedet, bøje nakken og betragte de massive stålkonstruktioner, der er tilbage af de 4,5 km lange banestrækning fra Wernerwerk Bahnhof videre til Bahnhof Siemensstadt og endelig endestationen Bahnhof Gartenfeld. Skinnerne er væk, kun sveller og skærver ligger tilbage.
Siemens-fabrikkerne i Berlin oplevede i starten af 1900-tallet så voldsom vækst, at man slet og ret kaldte den nye bydel hvor de lå, for Siemensstadt. Da man rundede 57.000 ansatte i de brølende 1920’ere, var trafikken fra byen og ud til byens største arbejdsplads lang og besværlig og ofte ramt af trafikpropper.
Derfor foreslog fabriksledelsen Deutsche Reichsbahn at bygge en linje på det eksisterende S-banenet, der kunne fragte folk lidt nemmere ud til arbejdet i Siemensstadt. God idé, tænkte jernbanefolkene og indvilgede i at stå for driften, hvis Siemens betalte opførelsen af strækningen og tre stationer. Banen åbnede i 1929 og var en bragende succes fra dag ét. I tiden frem til Anden Verdenskrig var der fremskredne planer om at forlænge banen og industrieventyret, anført af den nazistiske arkitekt Albert Speer.
