1. The Porchester Spa - Så skal du shmeisses
Klædt i art deco og med et fint miks af russisk dampbad, finsk sauna og tyrkisk bad binder Porchester Spa fra 1929 sløjfe på Londons kulturelle spændingsfelter.
Foruden turen i varmestuerne tilbydes der også pedicure og diverse krops- og ansigtsbehandlinger, herunder Shmeissing, der er en særlig jødisk variant af dampbadsterapi. 'Shmeiss' er jiddisch og betyder noget i stil med at slå – redskabet er en børste i raffia vædet af sæbeskum.
The Porchester Spa, Porchester Rd, London W2 5HS.
2. Elemis Day Spa - Europas nummer et
Mayfair er hjemsted for en lang række af de mest eksklusive og dagsordenssættende europæiske modehuse, men der er også mulighed for at komme en tur til Polynesien. Eller Tibet. Eller Thailand.
Elemis Day Spa tilbyder en lang række eksotiske, udrensende og afstressende massageformer og blev for få år siden kåret som den bedste day spa i Europa.
Elemis Day Spa, 2 Lancashire Ct, Mayfair.
3. The Sanctuary - Eurowomen, foren eder!
The Sanctuary blev etableret for 30 år siden for at give danserne fra den nærliggende Kongelige Ballet et sted, hvor de kunne slappe af og genoplade batterierne mellem forestillinger og øvetimer.
I dag er målgruppen til et af byens mest populære day spas udvidet betragteligt, men en ting gælder stadig: Mænd ingen adgang.
4. Angel Therapy Rooms - One stop velvære
Ømme fodboldmuskler, tømmermænd af gin eller bare i humør til hot stone massage og almindelig selvforkælelse.
Angel Therapy Rooms, der har hjemme i et fint victoriansk byhus, klarer det meste. Også holistisk massage, hvor der gøres godt for både krop og nervesystem.
Angel Therapy Rooms, 16b Essex Road, Angel, Islington.
5. Ironmonger Row Baths - Allemandswellness
Gider man slet ikke alt det der med at blive exfolieret, pakket ind i alger eller smurt med æteriske olier, er der god grund til at lægge vejen forbi Ironmonger Row Baths, som er et no-nonsense tyrkisk bad i en bygning fra 1930’erne.
Her er der mulighed for at møde et bredt udsnit af Londons brogede befolkning. Om mandagen også af modsatte køn.
Ironmonger Row Baths, 1-11 Ironmonger Row, Islington.
fortsæt med at læse

