London er fyldt med fristelser af enhver slags, men der er stadig historiske hemmeligheder, som turisterne endnu ikke har fundet vej til.

En weekend i London: Find de særlige steder, som kun en ’rigtig’ londoner kender

Der er kun én fransk pub i Soho. Og her holdes de franske traditioner i hævd, så der kan kun bestilles halve pints. Søren Rud
Der er kun én fransk pub i Soho. Og her holdes de franske traditioner i hævd, så der kan kun bestilles halve pints. Søren Rud
Lyt til artiklen

London er helt sin egen og består i virkeligheden af en masse tidligere små landsbyer, der efterhånden er smeltet sammen til én kæmpemæssig byorganisme, som bliver kædet sammen af bl.a. Londons underjordiske togsystem, ’the Tube’.

Mange af ’landsbyerne’ har eksisteret i over tusind år. Man finder dem bl.a. i Wilhelm Erobrerens ’Doomsday Book’ fra 1086, som registrerede alle bebyggelser i England og Wales.

I dag oplever man de samme stedbetegnelser som navnene på mange af millionbyens undergrundsstationer, og hver bydel eller ’landsby’ har stadig sit helt eget særpræg.

Selv i de områder, hvor der efterhånden også kommer en del turister, er der helt særlige steder og historiske hemmeligheder, som kun en ’rigtig’ londoner kender til.

Her får du nogle tips til, hvordan du finder dem, og hvad du kan opleve af ’hemmeligheder’ i bydelene Chiswick, Hammersmith, Hampstead og Soho.

Fredag – Soho


1. Klokken 18: En halv pint på fransk pub

Det vrimler med traditionelle pubber i Soho, men der er kun én fransk pub, som i virkeligheden er en øl- og vinbar. Den ligger nede om hjørnet i den ’stille’ ende af Dean Street, hvor man på The French House gennem hundreder af år har kunnet møde Londons bohemer, forfattere, kunstnere og skuespillere, der stadig nyder stedets afslappede og muntre kontinentale atmosfære.

De franske traditioner holdes bl.a. i hævd ved, at der ikke serveres fadøl i hele pints. Det er simpelthen for vulgært for den forfinede frankofile smag. Derfor kan man kun få halve pints.

The French House, 49 Dean Street, W1.



Her får du underjordiske drinks i London

2. Klokken 20: Autentisk indisk

Soho bærer stadig præg af, at det tidligere var et af de første steder, nye indvandrere i London slog sig ned; her er fyldt med restauranter af enhver etnisk og geografisk herkomst. Som mange andre steder finder man også i Soho de bedste spisesteder i de små sidegader, hvor den indiske restaurant Gopal’s of Soho i 30 år har gemt sig i et kælderlokale i Bateman Street.

På grund af sin koloniale fortid siges London at være den by i verden, hvor man får den bedste indiske mad. I Gopal’s of Soho er den ikke blot autentisk, men også til yderst moderate priser.

Gopal’s of Soho, 12 Bateman Street, W1.



3. Klokken 23: På bar i et beskyttelsesrum

Anden Verdenskrig og Hitlers bombardement af London sidder stadig dybt i londonernes bevidsthed. Men nu næsten 80 år efter ’The Blitz’ kan minderne om tyskernes bomber også antage mere løsslupne former som i undergrundsbaren Cahoots, der er indrettet i et tidligere beskyttelsesrum nede under Sohos gader.

Her er en heftig løssluppet stemning blandt sandsække, en kupe fra et gammelt undergrundstog og en interimistisk bar med udskænkning af alle hånde drinks og nostalgisk musik ud af højttalerne.

Cahoots, Kingly Court, 13 Kingly Street, W1.

Lørdag – i Themsens tegn


4. Klokken 10.30: Med flodbåd til Kew Bridge

Hver dag i sommerhalvåret sejler Thames River Boats med historiske flodbåde fra Westminster Pier ved parlamentet til Hampton Court og følger den rute, hvor Henrik VIII sejlede i procession, når han skulle fra byen og ud på sit slot.

Tager man den tidlige båd kl. 10.30, kan man tilbringe hele dagen på og langs floden, hvis man står af ved Kew Bridge. Turen på vandet tager ca. halvanden time. Undervejs sejler man under 11 af Themsens broer og ser det gamle og nye London fra en helt ny vinkel.

Thames River Boats, Westerminster Pier, Victoria Embankment, SW1.

Gå rundt i et naturreservat lige midt i London



5. Klokken 12.30 Tidevand og traditionel frokost

Strand-on-the-Green er en 800 meter lang, idyllisk gangsti langs Themsen flankeret af en tæt husrække fra 1600- og 1700-tallet. Den ligger lige over for Kew Pier og er et af de bedste steder at opleve tidevandets indflydelse på vandstanden i Themsen, der kan variere med over otte meter.

På Strand-on-the-Green er der hele tre pubber at vælge imellem. Den sidste, man kommer til, er Bull’s Head, hvor der bl.a. er mulighed for at nyde en traditionel engelsk lunch med ’fish ’n chips’ eller ’sausage & mash’ og en øl fra det nærliggende Fuller’s Brewery.

Bull’s Head 15 Strand-on-the-Green, W4.


6. Klokken 14.30: Tegneseriekunstner fra 1700-tallet

William Hogarth var Englands første tegneseriekunstner, der mangfoldiggjorde sine moralske og stærkt satiriske billeder ved hjælp af kobbertryk og tjente sig rig på det. De sidste 15 år af sit liv boede han på landet i Chiswick, hvor han døde i 1764.

Huset, der oprindeligt havde udsigt til Themsen, er i dag indrettet som et museum for Hogarth, som er en institution i engelsk kulturliv. Det ligger ca. 30 minutters gang fra Strand-on-the-Green, og undervejs kan man skrå igennem den smukke park, der omslutter lystslottet Chiswick House.

Hogarth House, Hogarth Lane, W4.


7. Klokken 16: På pub med en satirisk poet

The Mawson Arms ligger blot et stenkast fra Hogart House og i hjertet af det gamle Chiswick. Pubben er opkaldt efter grundlæggeren af Londons ældste bryggeri, Fuller’s Brewery, der ligger lige ved siden af pubben og selvfølgelig leverer al øllet.

Den har fungeret som pub siden 1756, men i starten af 1700-tallet boede poeten Alexander Pope, der er kendt for sine smukke satiriske digte, i huset. Han led af knogletuberkulose, blev aldrig højere end 134 cm og boede hos sine forældre, indtil de døde, i hjørneejendommen i Chiswick. Han oversatte som den første Homers ’Iliaden’ til engelsk, hvilket indbragte ham en mindre formue.

I dag er det gamle Chiswick delvis blevet molesteret af en stærkt trafikeret gennemfartsvej, som går tæt forbi pubben, men blot 75 meter derfra flyder Themsen fredeligt forbi.

The Mawson Arms, Mawson Lane, W4.

Cereal Killer Cafe serverer 120 forskellige knasende morgenmadsprodukter



8. Klokken 19: Michelinstjerner ved Themsen

The River Café er en moderne klassiker i Londons restaurationsverden og kendt for sit nutidige italienske køkken. Den ligger med store vinduer ud til Themsen og var oprindelig kantine for medarbejderne i arkitekten sir Richard Rogers berømte arkitektfirma, indtil hans kone Ruth sammen med kokkekollegaen Rose Gray i 1987 åbnede The River Café.

For at komme til restauranten, der har fået adskillige michelinstjerner, kan man passende spadsere langs floden fra Chiswick. Det er en tur på blot halvanden kilometer, og undervejs møder man historiske husrækker med udsigt direkte til floden. Bedre måde at samle appetit på findes ikke. Og det er nok en god idé at bestille bord på forhånd.

The River Café, Thames Wharf, Rainville Road, W6.

Søndag – midt i Hampstead


9. Klokken 10: God kaffe med notabiliteterne

Midt på Hampstead High Street ligger cafeen The Coffee Cup med sin karakteristiske rød/hvide markise. Og det har den gjort i over 65 år. Lige så længe har den serveret noget af det bedste kaffe, byen har at byde på.

Cafeen er en klassiker, hvor der gennem tiderne er kommet – og kommer – både forfattere, musikere, politikere, og hvad denne tidløse landsby øverst på bakkeskråningen i det nordlige London ellers har at byde på af notabiliteter.

Samtidig byder The Coffee Cup på et alsidigt morgenmadskort, så man kan fylde sig op, inden man går på opdagelse i de krogede og stejle gader og smøger i Hampstead Village.

The Coffee Cup, 74 Hampstead High Street, NW3.









Min by: Besøg London-bydelen du (måske) slet ikke kender

10. Klokken 13: Frokost med forfatterne

The Spaniards Inn ligger gemt godt af vejen lige nord for Hampstead Heath og ca. 600 meter fra Hampstead Village. I de lune måneder er den traditionelle engelske ’Sunday lunch’, som serveres i den store gårdhave med plads til 175 siddende gæster, et tilløbsstykke, men selv på kølige vinterdage er de lavloftede stuer i den over 400 år gamle ’country pub’ tæt besat.

Navnet stammer fra en spansk ambassadør, som boede i bygningen i 1600-tallet.

I tidens løb har The Spaniards talt stamkunder som forfatterne John Keats, Robert Louis Stevenson, Lord Byron, Charles Dickens, Mary Shelly og William Blake samt malerne Hogarth og Constabel, og det kræver ikke megen fantasi at forestille sig et af de gamle koryfæer træde ind i de historiske omgivelser, hvor ikke meget har ændret sig i tidens løb.

The Spaniards Inn, Spaniards Road, NW3.

11. Klokken 15: På visit hos psykoanalysens fader

På en stille villavej midt i Hampstead ligger Sigmund Freuds museum, hvor man både kan se hans berømte divan og alle hans øvrige ejendele i det, der var hans kontor og konsultationsrum, samt i spisestuen.

Det er alt sammen ting, han nåede at tage med sig til London, da han og familien flygtede fra Wien i forbindelse med den nazistiske besættelse af Østrig i 1938.

Psykoanalysens grundlægger slog sig ned i den smukke og rummelige villa, hvor han genoptog sit virke i endnu et år, inden han døde i 1939. Herefter fortsatte datteren Anna Freud hans arbejde, indtil hun døde i 1979.

The Freud Museum, 20 Maresfield Garden, NW2.

Poul Arnedal, 70 år, boede i London i 1968-69. Siden har han besøgt byen særdeles ofte og gerne i længere perioder, hvor han har skrevet om politik, kultur, historie, mode, og hvad der ellers rører sig i London.




Poul Arnedal (tekst og foto)

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her