Det gamle London
»There’s always a club«
Jeg har en kogebog fra kokken Paul Gayler derhjemme kun med de bedste opskrifter på de bedste saucer. Den er fra hans tid (1991-2013) som køkkenchef på det femstjernede hotel The Lanesborough, der ligger på hjørnet af Hyde Park. Jeg bruger hans kogebog så meget, at jeg er gået hen og blevet kæmpe fan af Paul og The Lanesborough uden så meget som at have set stedet med egne øjne.
Og man skal jo passe på med at møde sine helte. Men jeg bookede alligevel bord til afternoon tea på The Lanesborough. Hotellet ligner så mange andre herskabelige hvide søjlebygninger i London, men de tre herrer i lange jakker og tophat, der står og mandsopdækker en skrigorange Lamborghini foran indgangen, afslører, at her ligger en af Londons helt tunge institutioner.
