I den nye sæson af ’True Detective’ spiller den ukendte Los Angeles-bydel Vernon hovedrollen (under navnet Vinci), og dermed føjer HBO’s krimiserie sig til de efterhånden utallige skildringer af Los Angeles, som vi kender fra tv-serier som ’Beverly Hills 90210’ til filmklassikere som Billy Wilders ’Sunset Boulevard’ og Roman Polanskis ’Chinatown’.
Los Angeles er filmbyen over dem alle. Hollywoods studiesystem har stået fadder til filmhistoriens mesterværker, og gader og steder ud over hele byen er opkaldt efter tv- og filmpersoner, lige som man ikke kan undgå at støde ind i en filmoptagelse, når man bevæger sig gennem byen. Alligevel er byen ikke helt så ikonisk som eksempelvis New York, måske fordi Los Angeles er horisontal og ikke vertikal, som filmlærredet i sin natur er det.