La dolce Vita leves bedst i Milano: et mekka for modefolk og designere. Se, hvor de lokale spiser, drikker, shopper og hænger ud.

Hvis du nogensinde skal på storbyferie i Milano, er dette guiden du skal bruge

Shopping. Milano er en mode-by, og der er al den shopping som hjertet begærer. Lige fra de dyre italienske modehuse til highstreet butikker, der er til at betale. Eva Ravnbøl
Shopping. Milano er en mode-by, og der er al den shopping som hjertet begærer. Lige fra de dyre italienske modehuse til highstreet butikker, der er til at betale. Eva Ravnbøl
Lyt til artiklen

Milano smøger ærmerne op og trodser den alvorlige økonomiske krise, Italien befinder sig i, for der er en masse, der skal nås inden verdensudstillingen EXPO 2015 skydes i gang.

Det summer i byen, bygninger skyder op, og nye kvarterer tager form, iværksætterne har fået nyt blod på tanden, og de kreative milanesere har blokkene fulde af projekter.

Porta Nuova er et splinternyt område, et business district med designer-skyskrabere og stilrene modebutikker lige op ad stationen Porta Garibaldi og en af byens hippeste modegader Corso Como.

Få skridt længere nede i retning af Corso Garibaldi i et gammelt teater åbner om ganske kort tid det nyeste skud på stammen af EATALY stormagasiner. Et madtempel med alt hvad Italien har at byde på af kulinariske herligheder.

I år fejrer Milano desuden komponisten Giuseppe Verdis 200 års fødselsdag med forskellige events og Scala-operaen har naturligvis et særligt Verdi-inspirereret program, der strækker sig over hele vinteren.

FREDAG I MILANO

Kl. 18: Bo charmerende
Bo lige over for San Lorenzo-kirken og dens flotte romerske søjler i et meget charmerende guesthouse, My Bed, der ligger i en smuk gammel byejendom og er meget lækkert indrettet. Man går ind ad hovedporten og får straks øje på en hyggelig, pittoresk baggård med blomsterbehængte altaner og okkergule husfacader. Priserne er rimelige og beliggenheden er super, hvis man er til latinerkvarter-stemning og mylder.

My Bed, Corso di Porta Ticenese 24

Kl. 18.30: Alternativ shopping
Corso di Porta Ticinese byder på fristende, alternativ shopping med sine små designerbutikker, vintagetøj, unikasmykker og smarte sko m.m. I kvarteret vrimler det med vinbarer, trattoriaer og cafeer for enhver smag. I isbutikken Grom til højre for kirken får man vidunderlig gammeldags is lavet af alt det bedste, der fås. Spis en nocciola + torroncino (hasselnød + hård nougat) eller snup en drink hos nyåbnede Ralph’s ved søjlerne.

Ralph’s, Colonne di San Lorenzo.

Kl. 20.30: Pizzeria con Cucina
Hyggeligt pizzeria indrettet i en gammel fabrik med meget sort jern og råt træ allevegne. Hyggelig lokal stemning med meget snak og rumsteren. Gå en tur i området Navigli – som er Milanos svar på Nyhavn, blot med et mere afdæmpet klientel – for her er meget at se på og en rar atmosfære. Navigli-kanalerne blev i sin tid bygget for, at der kunne blive transporteret tonsvis af marmor på skibe til opførelsen af den kæmpestore domkirke.

Fabrica, Via Alzaia Naviglio Grande 70. Ttlf. 28358297.

LØRDAG I MILANO

Kl. 9.30: Morgenmad uden fuldkorn
Milanesisk morgenmad er så godt som støvsuget for fuldkornsprodukter, men for en enkelt gangs skyld kan man godt svælge i italiensk wienerbrød, kager, is og chokolade sammen med de lokale. De står nærmest står i kø foran Cioccolati Italiani, hvor man kan få et rabatkort, hvis man bor på hotellet My Bed. Den meget populære morgenmads- og frokostcafé lige om hjørnet fra San Lorenzos søjler eller lige i nærheden af Domkirken.

Cioccolati Italiana, Via de Amicis 25 og Via San Raffaele 6.

Kl. 11: Kunstmuseet 900
For et par år siden åbnede museet 900 (Novecento) lige til højre for Domkirken. Bygningen stammer fra 1930’erne og er altså bygget under fascismen, og det ses tydeligt på stilen. Den er renoveret for et kæmpe beløb, facaden har beholdt sit udtryk, men indeni snor sig en meget moderne trappe i rå, flotte materialer.

Museet huser kunstværker fra 1900-tallet fortrinsvis af italienske malere som Balla, Morandi og Boccioni, men også Picasso, Matisse og Klee. 900 har en permanent samling, men i det store imponerende Palazzo Reale lige ved siden af, er der løbende udstillinger. I øjeblikket kan man se Rodin samt en særudstilling af værker fra 1900-tallet delvis udlånt af Pompidou-centret i Paris.

Skaf tid til en kop kaffe eller en forfriskning på øverste sal, hvor der er bar og restaurant med spektakulær udsigt. Hvis man ankommer til aperitivo-tid (18-19), serveres gode cocktail med masser af lækkerier på store fade.

Museo del Novecento, Piazza Duomo.

Kl. 13.30: Peck
Peck er en Milano-institution for feinsmeckere. Kun få skridt fra Domkirken finder man gourmetgaden Via Spadari. Følg i hælene på de kvalitetsbevidste milanesere, der cirkulerer rundt i dette slaraffenland af delikatesser, kager, chokolade, skinker, pølser, oste og krydderier.

Enhver vinelsker vil falde i svime over underetagen, hvor de ypperste italienske vine er udstillet i hobetal og i alle størrelser. Man kan enten spise frokost her med alle de elegante kunder eller vælge en lækker sandwich siddende eller stående på Il Panino Giusto lige i nærheden. En gourmet-panini-kæde der ligger flere steder i byen.

Peck, Via Spadari 9

Il Panino Giusto, Piazza Diaz 5.

Kl. 16: Levende Voguemagasin
Shopping i modens epicenter omkring Via Montenapoleone og Via della Spiga. En endnu større oplevelse er at se på folk end på varer. Det er som et levende Vogue-magasin, som spadserer forbi en, så man er ved at dreje nakken ad led. Nogle er mere raffinerede end andre. Der er selvfølgelig også en del wannabees og tilskuere i området.

På Via Manzoni lige ved siden af det kæmpe Armani-hus ligger Grand Hotel. Her boede og arbejdede Guiseppe Verdi i mange år, fordi det lå så praktisk tæt på Scala operaen.

I år fejrer Grand Hotel Guiseppe Verdis 200 års fødselsdag ved at invitere alle indenfor for at se komponistens værelse. Det siges, at der blev lagt savsmuld og hø rundt i gaderne omkring hotellet, da han boede her, så hestevognenes larm ikke skulle forstyrre mesteren, mens han komponerede.

Grand Hotel, Via Manzoni 29.

Kl. 18: Aperitivo i Pradaland
Milano er kendt for en særlig aperitivo- tradition, som efterhånden bliver kopieret andre steder i Italien, men her er det en del af stedets DNA og har nærmest rituel karakter.

Konceptet går ud på, at man mødes på en bar efter arbejdstid, typisk mellem klokken 18 og 19, får sig et glas spumante, prosecco eller en cocktail, og så ellers tager for sig af de store fade med alskens hapsere, som står fremme på bardisken. Det kan være miniature-pizzastykker, mini-panini, tempura, pindemadder, marinerede auberginer, squash, parmaskinke rullet om grissinier, mortadella-terninger, små quichetærter, oliven og chips.

Cova er et kendt klassisk konditori og en café midt inde i Pradaland på selve Via Montenapoleone. Caféen stammer helt tilbage fra 1807, og her emmer af gamle dage og milanesisk elegance. Stemningen er autentisk og sjov, selv om der også sniger sig et par turister ind i ny og næ.

Aperitivoen her kan anbefales, helst stående i mylderet oppe ved bardisken. Det er både skæggere og billigere end at sætte sig i salonen.

Cova, Via Montenapoleone 8.

Kl. 20: Middag som modefolket
Modefolket spiser gerne på Papermoon, Ristorante Pizzeria i Via Bagutta. Man sidder meget tæt i denne restaurant, så det er let at falde i snak med dem fra nabobordene. Gode pastaretter for eksempel spaghetti alle vongole, som er med muslinger, og anbefalelsesværdig tatar med sprøde hjemmelavede pommesfrites til eller tagliata – helstegt oksefilet skåret i skiver med rosmarin og grøn peber.

Papermoon, Via Bagutta 1.

Kl. 22: Cocktail på G-lounge
En af byens hotteste barer ligger ikke langt fra Domkirken og er perfekt til en sen drink med byens in-crowd. Klassiske cocktail som caipirinha og caipiroska (med jordbær-puré) er verdenklasse her på G-lounge, som er gay-friendly og fuld af folk særligt ved midnatstid.

Der er åbent til klokken 4 om morgenen, og man kan danse i underetagen. Her sørger forskellige cool dj’s på skift for akkompagnement til en vild nat på dansegulvet i Milano.

G-lounge, Via Larga 8.

SØNDAG I MILANO

Kl. 10: Corso Como District
Begynd søndagen med at se det nye Porta Nuova-område med de tårnhøje og flotte skyskrabere samt spritnye butikker. Gå dernæst ned på selve Corso Como og tag en tur ind igennem en af de første ægte og stadig hippe concept stores Corso Como 10.

Her er boghandel, modebutik, bar, café, restaurant og masser af smarte gadgets med butikkens kunstneriske logo på. Det gælder iPad-hylstre, paraplyer, indkøbsnet i alle størrelser, toilettasker osv.

Corso Como 10, Corso Como 10.

Kl. 12: Cargo & HighTech
Dejlig chic blandet landhandel Milano-style – sådan beskrives bedst Cargo & HighTech. Her fås alt fra sokker i psykedeliske mønstre, luksusponchoer i kashmir, trendy køkkentøj, kunstkladdehæfter og metalklemmer til neonfarvede hundeskåle og labert udstyr til bartendere. En labyrint af rum og snørklede gange på flere etager, hvor der mosles og handles.

Cargo & HighTech, Via Meucci 39.

Kl. 13: Frokost i Brera
Gå ad Corso Garibaldi og tag en tur rundt i Brera-kvarteret. Spis frokost på Café Radetzky, som er mødested for arkitekter og designere og Breras lokale. God brunch, dejlige salater, lækker hjemmelavet pasta, stort udvalg af lokale vine og en super ’milanese’ – wienerschnitzel. Her kan man spise fra 8 morgen til 1 om natten, og når vejret tillader det, kan man sidde ude i sofaer og se på folkelivet på den del af Corso Garibaldi, der er gågade.

Radetzky Café, Largo la Foppa 5/Corso Garibaldi 105.

Kl. 14.30: Milanos hertugslot

Gå en dejlig tur i Sempione-parken som mange milanesere gør efter søndagsfrokosten. Midt i det hele ligger det store, imponerende Castello Sforzesco fra 1400-tallet, opkaldt efter renæssance-fyrsten Sforza. Det er en gammel fæstning med store flotte tårne og mure; det huser flere offentligt tilgængelige kunstsamlinger og bl.a. et egyptologisk museum.

Castello Sforzesco, Piazza Castello.

Eva Ravnbøl

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her