Min første rejse …
som jeg husker det, var vores families køreture til vores lille hus i Östergötland i Sverige, hvor jeg altid sov med min bror i en bunke dyner omme bagi. Det var super hyggeligt, men var nok aldrig gået nu til dags, hvor alt er fastspændt, hvilket jo også er klart mere sikkert. Det tidligste minde fra en rigtig udlandsrejse var en tur til Tjekkoslovakiet, som det hed dengang. Vi skulle i cirkus, men så begyndte det at hagle og storme, og cirkusteltet braste vist sammen og blæste omkuld, og bilerne blev bulede af store hagl.

Min bedste rejse ... var en tur til Mongoliet i forbindelse med et program, der hed ’Eventyrerne’. Jeg skulle købe en hest, seletøj og en træsaddel, proviantere på det store marked i Ulan Bator, pakke telt, kogegrej, sovepose og det mest nødvendige mad (kartofler, gulerødder, ris, sukker og te) og ganske få personlige ejendele i to saddeltasker og så ride alene 200 km langs en flod. Jeg skulle slå lejr på sletten undervejs med min hest og mødes med de venligste og mest gæstfrie mennesker, man kan tænke sig. Jeg mødtes med kameraholdet hver tredje dag og fortalte om, hvad jeg oplevede. Det var en helt utrolig rejse, og jeg fandt ud af, at det er skønt og sundt at være alene med en hest ude midt i verden på en slette, møgbeskidt og udmattet med smadrede lår.

LÆS ARTIKELRejseminder: »Ingen katolske kvinder gider ligge og knurre med en Jørgen«Min værste rejse … var en køretur til en skiferie, som blev rigtig dramatisk. Vi landede i Genève og skulle køre resten af vejen i bil, som vi hentede hos AVIS som aftalt. Jeg bad AVIS-damen om at beskrive den bedste rute til vores destination, og hun gav os en udførlig beskrivelse og tegnede på et kort og forklarede. Vi kørte og kørte – fandt vejen op ad vores bjerg og kørte længere og længere op og fulgte nøje hendes anvisninger. Det begyndte at sne kraftigt, og vi syntes ikke, at vi mødte andet end små huse og mørke veje.