Sæt dig på ankeret, der kører på en stålwire, og hop så ellers ud fra den platform i 15 meters højde, du stod på. Betryggende? Nej vel. Men instruktøren Anders nede på jorden har jo forklaret os, at vi har vores to karabinhager, og så længe de begge er gjort fast til sikkerhedswiren, kan intet ske. For snubler du, vil du bare dingle i klatreselen, der er spændt fast om livet som et par blebukser. LÆS OGSÅKan skiløb være vildt i Sverige?
Logisk set ved man jo godt, at udstyret nok skal holde. Og rent praktisk har vi trænet på en øvebane nede ved jorden, så vi har styr på det enhåndsgreb, der åbner og lukker karabinhagerne, som vi sikrer os med. Men prøv lige at fortælle urhjernen, at den skal tage et skridt ud på en smal planke, der hænger og dingler i et par reb i den blå fjeldluft. Eventyrstien i Kläppen, et skisted syd for svenske Sälen, er en ny attraktion for dem, der ikke er til ski. Eller til familien, der vil have afveksling. Eller firmaet, der trænger til at blive rystet sammen.




























