Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Per Munch
Foto: Per Munch

FORMATIONSFLYVNING. Lærerne på Den Danske Skiskole i den skotskternede uniform er alle Eurotrainere, der er skiverdenens svar på det sorte bælte. De er lette at lokke til en gang formationskørsel, der også ofte bliver brugt som træning, fordi det er sundt at lære at følge en andens rytme.

Sne og ski
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En uge i livets hårde skiskole koster på selvtillids-kontoen

Til gengæld bliver det på sigt sjovere at stå på ski. Siger de.

Sne og ski
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De er kommet godt i vej med uddannelser og jobs. De er gode skiløbere, når de sammenligner sig med venner og andre turister.

Og kun en enkelt på holdet har ambitioner om at skulle tilbringe en sæson i alperne med at undervise forkælede børn, spise pastaskruer med ketchup, have tømmermænd og bo på 8-sengsværelser med andre løsarbejdere.

Alligevel betaler deltagerne gode penge og lægger masser af kræfter i at stille op til Den Danske Skiskoles skikurser, som bliver afholdt to gange om året, forår og i efterårsferien på gletsjeren i Hintertux, Østrig.

For det giver mening at blive bedre. Bare lidt bedre hver gang.

»Jeg ved godt, at jeg ligner en sæk kartofler på ski. Jeg blev sent i livet introduceret for ’skrå sne’. Så det er tager tid for mig at lære«, fortæller den 54-årige ingeniør Per Holm, der har været på kursus mindst 20 gange med Den Danske Skiskole.

LÆS OGSÅ

En ferieform, han begyndte som en slags selvudvikling efter en skilsmisse i 2001. Og nu er det altså blevet fast vane, fordi han kan lide det sociale, de kendte rammer og at blive presset til at forbedre sig. Nå, ja, og det lokale øl.

»Måske bliver jeg ikke instruktør, men for mig handler det om at blive en sæk kartofler, der står på ski på et lidt højere niveau«.

Han er på hold med Gustav, Hans, Søren, Isabella, Anine, Rikke og Sissel.

Isabølla vil kunne det hele
De kan alle køre på enhver piste med parallelle ski. Alligevel er de besatte af behovet for at lære endnu mere. Så de kan køre på hele bjerget og klare sig i den forjættede offpiste.

Så de kan hamre ned ad en iset piste med perfekt vejgreb. Så de kan snuppe pukler og opkørt sne i elegant stil.

Holdets yngste er 18-årige Isabella Tvede-Jensen, der går på Rødovre Gymnasium, hvor hun også lyder navnet ’Isabølla’. Der er knald på hende. Hun kommer fræsende i høj fart, men skal – som mange af os andre på holdet – have styr på mavespændingen.

»Mine mavemuskler siger Spar Øl«, siger hun til instruktør Jacob Dalby, da han forklarer hende om at spænde op i core-muskulaturen, så man holder kroppen stabilt, uanset hvad der sker under fødderne.



Hun er sponseret af en skibutik, har vundet konkurrencer, stået på ski hele sit liv og er helt sikkert den bedste blandt jævnaldrende.

Alligevel vil hun kæmpe for at lære det rigtige, dynamiske skiløb, som er idealet i Den Danske Skiskole.

»For mig handler det ikke bare om at være sej. Det kræver god teknik, hvis man virkelig skal kunne klare sig i svært terræn. Seth Morrison (legendarisk freerider, red.) var også først en god portløber. Og så kan jeg godt lide at sætte nogle høje forventninger op for mig selv«.

68 år og på vej frem
Nogle vælger teknikkurserne, hvor man får otte undervisningsdage i lille gruppe med instruktør, videoanalyse af skiløb og træning af teknik.

Andre vælger et instruktørkursus, som det er tilfældet for Isabella, Per og de andre. Måske for at få den der eksamen og en stjerne i karakterbogen. Som holdets ældste deltager udtrykker det:

»Det er rart at have noget at måle sig på«, siger Hans Marqvardsen, en 68-årig ingeniør.

Han begyndte seriøst at stå på ski, da han blev pensioneret. Nu er det femte gang, han er på skikursus.



»Men jeg får stadig aha-oplevelser som den her med kropspændingen. Og der er stadig meget, jeg kan kæmpe efter. Heldigvis siger instruktører også hver gang, at jeg gør fremskridt«.

Men fremskridt kommer ikke uden hårdt arbejde. Og for at lære noget nyt er alle på holdet nødt til at give køb på de vaner, der indtil nu har hjulpet på pisten.

Det er også derfor, at man får meget mere ud af en uge med undervisning end ved blot at leje en instruktør for et par timer med vennerne.

For man skal ydmyges. Man skal erkende sine svagheder og konfronteres med sin bagvægt, sine alt for samlede ski, dinglende arme og sin sære låste hofte.



Kun én på vores hold har reelt brug for at bestå Basic Ski Instructor 1. Det er Rikke Olsen, 18 år og fra Nyborg, som har et job på hånden i Wagrain i Østrig, hvis ellers bare hun består. Så hun er nervøs. I en grad så hun næsten ikke kan tage en T-lift, sådan ryster benene under hende.

»Jeg forstår ikke det med den hofte«, siger hun fortvivlet, mens vi i blændende solskin kører op igen i 3.250 meters højde for at træne store sving over i kortsving, en grundlæggende disciplin, der skal på plads inden eksamen.

Dommens time
Nede på hotellet skal holdet se sig selv løbe på ski på videooptagelser fra samme dag. Instruktør Jacob Dalbys konklusion er temmelig entydig. De fleste har problemer med at blive på yderskien, så svingene bliver jævne og runde.

Mange stivner i svinget og kurer lidt. Målet er helt runde sving og en konstant rolig bevægelse, hvor man går fra sving til sving.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Skægt nok har de fleste ikke noget problem med at se de andre blive dissekeret og frosset frame for frame. Det er langt værre, når man selv kommer under Dalbys kritiske blik. For der er noget på spil her – ikke mindst, når fejlene bliver gentaget i slowmotion.

Mange går nedbrudte i seng. Det koster på ego-kontoen.


Heldigvis skal den hårde lektie læres næste dag under høj blå himmel og sammen med søde mennesker, der også står i skitekniske problemer til halsen.

»Jeg skal ikke bruge det til noget. Men jeg synes, det betyder noget for mig at lære at trykke ordentligt igennem på den yderski«, forklarer Sissel Arpe, der er 23 år og fysioterapeut fra København. For et år siden var hun af sted alene på sit første instruktørkursus. Her lærte hun Rikke og Isabella at kende. Og her fik hun de første fornemmelser for rigtigt skiløb.

»Det er fedt at lære det rigtigt. Ærgerligt at dumpe første gang, men jeg skulle også rette meget op på min stil«, siger hun.

For Sissels mål er at kunne suse ned over bjerget uden at bruge unødige kræfter. Når skiene af sig selv søger ned over gletsjerens sne, mens man bare flytter sin vægt fra side til side, mens kanter og rekylen fra bagskien gør resten af arbejde.



Gæstestjernen på pisten
På fjerdedagen får holdet en østrigsk gæstelærer. Patrick Walder, en pædagogisk superstjerne, der har holdt masterclass for alle Den Danske Skiskoles topinstruktører. Nu står den lille mand i den røde heldragt foran BSI1-holdet.

Han siger ganske få ord. Og peger med sin skistav. Men pointen er klar:

»Skiing should be easy«, siger superstjernen, hvorefter holdet følger ham i en lang række.

Synk ned i yderbenet, så kommer vægten automatisk ud over yderskien. Og du får foræret hangudligningen, den skæve skulder, der gør, at overkroppen flugter bjergets hældning. Og så har han et ord til holdet:

»Körperspannung«. Spænding i kroppens korsetmuskulatur, så man ikke bliver kastet rundt af bump og bakker.

Alle er lidt stille efter timen. Det er overvældende at se skiløb på det niveau så tæt på. Han gør jo intet, der er anderledes end det, dødelige skiløbere gør. Det ser bare så let og lækkert ud.

Robinson på ski

Efter otte dages hårdt arbejde med kropsspænding, yderski og problemer med for spredte arme og for samlede ski er holdet klar til den helt store spænding. Eksamen. Alle hold mødes foran restaurant Tuxerferner Haus, og de skotskternede instruktører udpeger eksamenspisten.

Vi får lov at prøve pisten én gang, og så begynder den ubønhørlige udvælgelse ud fra en bunden opgave: store sving over i kortsving.

LÆS OGSÅ Tre instruktører står parat med små blyanter og blokke. Og da alle har kørt, kan vi få udløst spændingen: Hans, Sissel, Rikke og Gus går videre til skolesving. Resten af holdet: Farvel og tak. For nogle betyder afgørelsen tårer. Andre bliver lidt mere sammenbidte. Og så er der Per Holm, som bare sætter sig glad til at spise gullasch, mens de måske egnede er kørt op med liften for at lave skolesving.



Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Efter skolesvinget kommer de fire tilbage til restauranten igen. Nu er det for alvor dommens time for dem. De skal hen og sidde ved bord med Jacob Dalby og have deres karakterer:

»JA! Nu skal jeg hjem og skrive til Wagrain«, jubler Rikke og rejser sig fra stolen. Gus bliver mindst lige så glad, selv om han bare skal hjem til Sydsjælland. Og Sissel kan nu også kalde sig Basic Skiinstructor.

Hans Marqvarsen er lidt slukøret. Det var så tæt på, men skolesvinget var ikke i orden. Ved det sidste aftensmåltid har han fået samling på sig selv igen. Han giver to flasker vin til hele holdet og takker for en fantastisk uge.

Alle bliver enige om, at det må gøres om igen. For hvad betyder, at man skal gå til reeksamen, hvis det bare sker i tre kilometers

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden