SJOVT. Ole Vig og Oliver Hoffmann på vej til undervisningen som er central i alle skiklubbers ture, ud fra devisen at det bliver sjovere, hvis man er bedre.

SJOVT. Ole Vig og Oliver Hoffmann på vej til undervisningen som er central i alle skiklubbers ture, ud fra devisen at det bliver sjovere, hvis man er bedre.

Sne og ski

Sådan får du følelse af skiferie året rundt

Når skiferien er slut, går der ofte et år, før man står på pisterne igen. Men man kan holde skiløbet ved lige hele året – i skiklub.

Sne og ski

Skiklubber adskiller sig fra stort set alle andre danske klubber.

Der er ingen fast mødedag i løbet af ugen. Der er ingen kamp i weekenden, og træningen foregår på egen hånd. Så selve klublivet finder for de fleste kun sted på årets skiferier.

Nogle går op i portkørsel og 100-dele af et sekund. Mange har egen kantfil og vokser ski hver aften. De fleste elsker at snakke karbonstave, formstøbte såler og nye ski.

Men størstedelen er helt almindelige familier eller voksne skiglade, der vælger klubformen for at få masser af undervisning, møde ligesindede, der har lyst til at stå på ski mest muligt, og som er med på hygge med fadølsanlæg og varme vafler på terrassen foran hytterne efter en lang skidag.

Tag nu for eksempel Ole og Oliver, som var med Skiklubben Hareskov i Hemsedal i slutningen af april, og som endte med at blive et fast par på bakkerne og i havestolene til afterski trods en aldersforskel på 53 år.

Ole Vig er 68 år og pensioneret gymnasielærer fra Frederiksberg. Han bruger de fire dage i Norge som et supplement til den klassiske skiferie med vennerne til Italien.

»I Italien handler det mest om at køre ture, hygge sig og opleve. Jeg tager med skiklub for at udvikle mit skiløb«.

Oliver Verhein Hoffmann er 15 år og går i 8. klasse i Brønshøj. Han er på ski med sin mor og lillebror – som han helst vil se så lidt til som muligt. For moren kører meget langsomt, og broren, nå ja, han er jo lillebror.

»Det er det bedste ved klubture. Der er et fantastisk sammenhold. Jeg møder nye mennesker konstant og kan altid finde nogen at stå på ski med«, forklarer Oliver, der også ofte er med sin familie og skiklubben på endagstur til Vallåsen i Sverige.

Tag så en mand som Kim Nødskov, 50 år og officer i flyvevåbnet. Han er lige blevet medlem af Skiklubben Hareskov, fordi han savnede et sted, hvor han kunne blive bedre til at stå på ski med sin kusine Alexandra Vejlby, der er læge.

»Vi er begge singler, og vi vil begge gerne være bedre til at stå på ski. Så tre timers undervisning om dagen er noget, der rykker«, siger Kim Nødskov, mens vi står i en T-lift på vej op mod Totten.

»Og så fungerer det sociale rigtig godt. Folk er flinke til at komme hen og tale med os nye. Det hjælper også, at vi bor i 10-mands-hytte sammen med to familier. Så kommer man hurtigt i gang med snakken«.

Med en lille ski på

Mens klubmedlemmerne bliver undervist hver formiddag, er sæsonafslutningsturen også en træningstur for klubbens instruktører, der efter frokost bliver udfordret af to undervisere.

Denne eftermiddag er temaet snowblades. Altså småbitte ski på 1 meters længde. Men der er kun én kort ski til hver. På den anden fod beholder man sin normale ski.

»Prøv at tune jer ind på fornemmelsen af de to forskellige ski. Det er især vigtigt, at I holder jævnvægten på den korte ski«, forklarer Martin Frandsen, der er uddanner ved Den Danske Skiskole.

Instruktørerne tumler ned ad bakken. En er ved at give op. Andre får fat i det. Efter 10 minutter har alle glemt, at den ene ski er kortere.

»Godt. Så bytter vi ski«, siger Martin Frandsen.

Og så starter det hele forfra. Hjernen bliver forvirret igen. Alt bliver igen helt umuligt.

Men efter halvanden time med halvanden ski på fødderne er humøret igen højt. Alle har lært at kompensere og indrette sig på den nye fornemmelse.

Og det har man ifølge Martin Frandsen rigtig godt af. Uanset niveau skal man hele tiden rystes i sin grundvold og udsættes for forstyrrelser.

Men godt ser det ud, når instruktørerne i blå uniformer kommer strygende ned i synkrone kortsving.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Kortsving er det, der fungerer bedst, når man har en lille ski(') på«, siger instruktør Kresten Madsen.

Handikap og frihed

På turen er der også fem skiløbere, som ikke behøver at leje snowblades for at gøre det sværere for sig selv.

Det er handikapskierne Ulrik Nyvold, Adam Nybo og Jakob Rasmussen, alle tre bruger sitski, en slags stol på en ski. Samt Line Damgaard og Karen Therkelsen, der begge er benamputerede, men de kan stå på ski ligesom almindelige skiløbere.

»For mig er det det eneste tidspunkt, hvor jeg er helt fri og ikke har brug for hjælp«, siger 38-årige Ulrik Nyvold, der for nogle år siden blev lammet fra halsen og ned efter en motorcykelulykke.

Med to ’krykkeski’ i hænderne bringer han sin siddeski fra sving til sving, mens han nærmest ligger hen over pisten. Et magisk syn, der efter nogle få sekunder ligner en slags ballet for en mand med meget lange arme.

Han repræsenterede Danmark ved de paralympiske lege i Sotji sammen med Line Damgaard.

Nu forsøger de at vække ambitionerne hos flere handikappede skiløbere for at skabe et miljø sammen med Skiklubben Hareskov. Både for dem, der bare vil nyde skiløbet trods handikap, og for at finde de talenter, der vil kunne stille op til næste handikap-OL.

Vafler og øl

Nede på terrassen mellem hytterne er Jeanette Jelstrup i gang med at bage vafler. Det er turledernes nyeste tiltag. Sidste år opfandt man fadølsanlægget med to slags øl fra luksusbryggeriet Skands. I år er det altså vaflerne, der skal få klubmedlemmerne helt op og ringe.

I dag skal der også skåles og ønskes tillykke til et hold skiinstruktører, der har bestået eksamen til Basic Ski Instructor 1. En af dem er 70-årige Hans Marqvardsen, der har forsøgt at få eksamen så mange gange, at han ikke har tal på det.

»Jeg synes, det er så morsomt at stå på ski«, forklarer Hans, mens han står ved et bord og stryger ny varm voks ind i sålen på sine ski, så de er lækre og hurtige næste morgen.

»Jeg går til eksamen her, fordi jeg gerne vil ind i klassificeringssystemet. Jeg vil gerne have, at andre også kan se, at jeg er blevet bedre. At det ikke bare er noget, jeg selv kan mærke«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hans Marqvardsen har stået på ski meget længe med familien, men først for seks år siden begyndte han seriøst at gå ind i en skiklub og gøre noget ved det.

»Jeg ville ikke længere bare være den bedste af de halvdårlige«.

Tag Hans. Tag Ole, Oliver, hans mor og lillebror. Tag Kim og Alexandra. Ulrik, Adam, Jakob, Line og Karen. Instruktørerne.

Alle nyder kampen om at komme et lille nøk op ad den stige, som de har inde i hovedet. Og alle nyder vaflerne i forårssolen de sidste dage i april med masser af sne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden