Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kom med på skisafari i den vestligste del af Østrig. Hvor liftkortet bliver suppleret med skind under skiene, klatreudstyr og minibus. Kilde: Politiken / Per Munch / Henrik Haupt

Sne og ski
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kom med på skisafari: Men husk lavineudstyret

Med lavineudstyr på ryggen og touringski på fødderne kan du på fem dage opleve tre forskellige skiområder i den østrigske delstat Vorarlberg.

Sne og ski
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg vågner til et panoramakig ud over bjergene i Vorarlberg, den vestligste af Østrigs ni delstater lige i nærheden af St. Anton og grænsende til Tyskland, Schweiz og Lichtenstein.

Mit vindue er i cinemascope-format cirka seks meter bredt og en meter højt i gavlen af den nyrenoverede jagthytte, som Hubert og Marietta Egender og deres børn nænsomt har bygget om til økologisk luksuspensionat i minimalistisk, nærmest japansk stil med det oprindelige tømmer og møbler fra 1800-tallet.

Jeg strækker mit luksuslegeme med yogastillingen kobraen på et dyreskind på gulvet, man er lidt øm over den gamle lænd efter masser af offpiste i Kleinwalsertal i går, hvor vi testede skiene og lavede lavineøvelser, og så pakker jeg mine to tasker.

Og lader dem stå midt på gulvet. For om lidt bliver de hentet af vores turmanager. Han hedder Andreas Schwarzmann. Han kan fikse alt, og der findes ingen dumme spørgsmål, siger han. Og han må jo vide det, for han har fem børn derhjemme, som han siger.

Efter blødkogt æg tager vi skistøvlerne på og går ud foran hytten, hvor Andreas har spændt reb efter vores turbus, et komfortabelt folkevognsrugbrød, der fragter os rundt hele ugen, når vi ikke lige er på ski.

Nu skal vi tage plads ved rebet, to og to, og holde fast i rebet. Så trækker turbussen os i 15 minutter, hen til der hvor vejen begynder at skråne, så vi kan køre ned i dalen ved egen kraft.

Det er service på et højt niveau. Og det er sjovt at komme rundt i krogene af skisystemet, der hvor liftkortet ikke rækker. Andreas klarer de kedsommelige detaljer, mens bjergguiden Lukas Kühlechner sørger for at vise vej og have styr på sikkerhed og laviner.

Det hele begynder søndag aften på Hallers Hotel i Mittelberg i Kleinwalsertal, den nordlige del af Vorarlberg, hvor bjergene er blødest og mest tilgivende. Her får vi vores lavineudstyr, en airbagrygsæk, der kan puste sig op, hvis vi ryger i en lavine, og touringski og -støvler. Alt er mærket med vores navn, og vi får støbte kort på kreditkortstørrelse med hinandens og guidernes navne, mobilnumre og nødkaldsnumre.

Vi føler os som et rockband på turné. En lille flok, fem mænd og en kvinde, der er klar til at lægge Alperne ned: »Hej, derude, har I det fedt, Vorarlberg?«

Panik i dybsneen

Første skidag er realitetstjek. Meget få skiløbere står så godt, som de selv synes, de gjorde, da de pakkede skiene væk sidst. Og selv kæmper jeg både med, at skiene føles for lange, og at de lejede touringstøvler sidder dårligt på fødderne.

Hurtigt viser bjergguiden Lukas Kühlechner os væk fra pisterne, ud i offpisten og det ujævnt opkørte sne. Det er en hård kamp at komme i gang. Men belønningen er stor. For det er fantastisk ikke at være bundet på pisterne, men at køre over brede sletter, ned mellem grantræerne.

Vi skal også gennemføre lavinekurset, for forsvinder en fra holdet i en dyne af sne, har man omkring 10 minutter, før sandsynligheden for at finde personen i live er forsvindende lille.

Det kan lyde ret enkelt, at man bare trykker på sin lavinesender på maven, så den skifter til at modtage, hvorefter alle kan bippe sig ind på den forsvundne under sneen. Men prøv lige selv at gå i panik og samtidig få samlet de lange sonder, som man laver nærsøgningen med, og få gravet ud det rigtige sted og få tilkaldt hjælp.

»Kom så, der er gået fire minutter, og I har stadig ikke fået skovl og sonde klar. For hvert minut er hans mulighed for at overleve blevet 10 procent mindre«, rabler Lukas for at stresse os yderligere.

For risikoen er overhængende, i betydningen at den hænger i kubikmeter lige over vores forkælede hoveder. For efter en lang, tør december væltede sneen ned i voldsomme mængder, og det giver et ustabilt snelag, der ligger på en hård skorpe, og derfor kan det hele nemt briste, glide ned ad bjergsiden og fange skiløbere.

Alvoren må vi erkende næste dag. Vi tager liften til toppen, putter skind under vores ski og frigør bindingerne, så vi nu kan bruge touringskiene til deres vigtigste formål: at gå opad med høj hæl og med skindene som modhager. Det er barskt, for vinden er lige i hovedet på os, og tågen er dyb.

Efter halvanden time må Lukas Kühlecher erkende, at han ikke kan finde toppen Hahnenköpfle. Tågen gør det umuligt at se, hvor vi skal hen, og selv med håndholdt gps tør Lukas ikke fortsætte. Så er det simpelt hen for farligt at stikke ned over bagsiden, direkte ned til familien Egenders jagthytte. Vi må slukørede pakke vores skind ned i rygsækken og køre tilbage ad samme vej, som vi kom.

Heldigvis har vi så Andreas og hans minibus i baghånden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Revanche og bjerggeder

Nogle dage senere får vi dog fuld revanche. Næsten.

Først kører vi i den nye lift til over 300 millioner kroner, der nu forbinder Lech og St. Anton. Her udpeger vores guide Lukas bjerggederne, der holder fest i området under liften. For det er en naturpark med adgang forbudt for skiløbere.

Et kvarter senere sidder vi i en ramponeret tostolslift i Albona, som skal føre os til det sted, hvor vi skal tage skind på skiene og krydse over til skiområdet Montafon i den sydligste del af Vorarlberg,

Her bliver Lukas dog meget stille. Han går rundt om sig selv. Forklarer, at han lige skal se på sneen og snakke med kolleger. Vi må drikke kaffe imens i en hytte på toppen. Ti minutter senere kommer han ud og forklarer os, at det altså bliver en taxatur i stedet. Selv om flere grupper er på vej ad sporet, tør Lukas ikke tage chancen. Vi bakker ham selvfølgelig op. Kører ned til dalen og får et lift til et nyt sted i skisystemet.

Og her får vi endelig vores toptur med skind. I bragende sol. Helt op til korset på toppen. Inden vi tager skindene af og suser ned til Montafon, der ligger mellem træklædte skråninger med lave skyer, der er dannet af vinde oppe fra Bodensøen. Succes.

Ugens største oplevelse

Også på vores sidste dag i Montafon må vi erkende, at bjerget altid vinder.

Vi bevæger os med lift mod en af toppene i området Silvretta og kører på tværs væk fra pisterne. Men da vi kommer ud mod vores top, vender Lukas endnu en gang tommeltotten ned. Det er for farligt at klatre til korset på toppen med skiene på ryggen, da sydsiden er for ustabil. Men vi kan godt få lov at klatre derop uden ski og så bare kravle tilbage ad samme vej.

Og det var faktisk min største oplevelse i den uge. At få klatresele på og gå på reb. At fastgøre karabinhagerne til et wiresystem. At vakle rundt i skistøvler på en smal klippekant med afgrund til begge sider. Det var overvældende. Og samtidig okay sikkert, når vi nu var på reb eller gjort fast.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Konklusionen er, at man får en masse unikke indblik på sådan en tur, når man er pakket godt ind i dygtige guider og topudstyr. Det er også en oplevelse at blive en lille sammentømret flok, der drager hærgende gennem bjergene.

Det, man dog skal være indstillet på, er, at det er en 100 procent grupperejse. Man skal psyke sig op hver dag, være til stede og tage del. Alle oplevelser, måltider og udfordringer er et fælles anliggende.

Er man indstillet på det – og er man en habil skiløber med en vis kampgejst – er det et brag af en charterferie.

Politiken var inviteret af Vorarlbergs turistorganisation.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden