Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Myte. Der findes kun enkelte sorte enker tilbage efter dykkere, men den græskortodokse kirkes budskab om, at enker skal bære sort, passer fint til fortællingen om efterkommerne af folkene fra havet.
Foto: Kåre Welinder

Myte. Der findes kun enkelte sorte enker tilbage efter dykkere, men den græskortodokse kirkes budskab om, at enker skal bære sort, passer fint til fortællingen om efterkommerne af folkene fra havet.

Sol og strand
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Besøg de sorte enkers ø

Død, dans, dykkerklokker og svampe er ingredienser i en fantastisk fortælling om sorte fiskerenker på den græske ferieø Kalymnos.

Sol og strand
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Alt, der kommer fra havet, kan spises, siger de på Kalymnos. Og måske er det derfor, vi under en middag får serveret en lille skål med flydende søpindsvinerogn. En delikatesse, siger de. Godt for potensen, siger de.

Ingen siger, det er en mere lind og saltet udgave af østers, hvorfor turister ofte skyller det ned med liflig, græsk rosé.

LÆS OGSÅ

Men på Kalymnos elsker de det.

Det har de gjort i århundreder, og sådan var det helt tilbage i tiden omkring digteren Homer. Selv om Kalymnos er kendt for et sublimt fiskekøkken, var det et svampefiskende folk, Homer beskrev i ’Odysseen’, hvor mænd var i stand til at dykke ned i dybet efter natursvampe, der efter sirlig forarbejdning blev anvendt og solgt til hele middelhavsområdet med hygiejniske formål for øje.

Og de dykker stadig efter svampe på Kalymnos, men i den mellemliggende periode udspillede sig begivenheder, der for tid og evighed vil have deres plads i ikke bare Kalymnos’, men hele Grækenlands historie.

Havgevækstens betydning
Stelios Nikolakis er tidligere svampefisker. Sammen med sin kone driver han et varehus på havnen i hovedbyen Pothia, hvor skibe fra Kos og de andre naboøer lægger til kaj. Selv om varehuset er fyldt med svampe, er det klinisk velholdt, for det skal det være, da en stor del af Stelios Nikolakis’ virksomhed er baseret på turistbesøg.

Han smiler let, da to amerikanske kvinder bruger to trompetsvampe som hatte, og smiler bredere, da de som de fleste andre turister på Kalymnos køber en posefuld souvenirsvampe med hjem til familien.

De rå stenvægge er tapetseret i flere etager med brunlige, vamsede svampe, der i reol efter reol sirligt er sorteret efter størrelse og pris.

Dykkerdragter, frømandsklokker, fiskenet, mini-træskibe og videofilm med alt godt fra havet fortæller den fascinerende historie om svampefiskeriets udvikling. Stelios Nikolakis’ hustru sætter objekterne fra varehuset ind i en større kontekst, da hun på engelsk fortæller om den lange proces fra dykningen til den endelige forædling af svampene.

Men Stelios Nikolakis blander sig. Konsekvent afbryder han sin hustru for på græsk at forklare hende, hvad hun skal huske at fortælle på engelsk. Men han gør det i bedste mening. Han vil have alt med, og de mange afbrydelser giver i stedet en særlig fornemmelse af havgevækstens enorme betydning. Ikke bare for Stelios Nikolakis, men for hele Kalymnos.



Man bør aflægge visit i varehuset under et besøg på den fjerdestørste ø i øgruppen Dodekaneserne for en hurtig indføring i svampenes historie. Herefter bør man besøge egnsmuseet Kalymnos’ Hus, hvor en indfødt svampefiskerfrue tager sine gæster med helt ind til essensen af Kalymnos – fortællingen om de sorte enker. Kundskabens ø


Skandelopetra er navnet på den 15 kilo tunge sten, der i århundreder havde tynget mændene fra Kalymnos, når de skulle fridykke ned til 70 meter for at hente de værdifulde svampe op fra havet. Skafandro var navnet på den opfindelse, der forlængede opholdet under vandet, men samtidig sendte tusindvis i den blå død.

Igennem generationer havde dykkerne nedarvet en enorm lungekapacitet, så unge mænd allerede fra 16-års alderen kunne dykke i op til fem minutter og tjene gode penge til familien.

Skafandro var den dykkerhjelm, der blev taget i brug omkring 1860, og som øgede antallet af svampe og medførte stor velstand. Kalymnos blev bygget op omkring denne svampeindustri, hvor de mange penge på fornuftig vis blev brugt til at uddanne befolkningen, og med tilnavnet kundskabens ø tiltrak den kunstnere og lærde fra hele Grækenland.

Men ud over rigdommen fulgte også masser af død. Dykkerne vidste ikke, at de med det nye udstyr skulle stige langsomt op fra dybderne, og over en periode på 100 år døde omkring 10.000 mænd af dykkersyge på Kalymnos. Alle kvinder på øen var berørt af personlige tragedier, alle klædte sig i sort, og myten om De Sorte Enkers Ø var født. En myte, som vores værtinde i Kalymnos’ Hus er en lyslevende del af. Glæde, sorg og afmagt


Faniromeni Skilla tager imod i døren. Hendes barndomshjem fungerer som egnsmuseet Kalymnos’ Hus, og her hives historien om svampefolkets samhørighed med havet ned på et individuelt plan med Faniromeni Skillas familie som omdrejningspunkt.

Huset er et klassisk Kalymnos-hjem fra gamle dage, fyldt op med originale senge, køkkenudstyr, gudesymboler, værktøj, potter, pander, brudeudstyr og broderier samt et hav af sort-hvide familiefotografier og malerier.



Den største del af hjemmet er tilegnet svampefiskerne og det hårde liv, de levede. Stærkest i hukommelsen står det grynede billede af den rygende fisker, der stikker et slidt, skægget ansigt med baskerhue op af en metalpolstret dykkerdragt. Cigaretten vipper i den højre mundvig, idet en smøg efter endt opstigning var den bedste måde at undersøge, om mændene var ramt af dykkersyge.

Selv om Faniromeni Skilla kun formulerer sig på græsk – og vi derfor har stor glæde af vores danske guide Maja Kokkinou samt de informative plancher, som på flere forskellige sprog er hængt op i Kalymnos’ Hus – forstår man den græske kvinde blot ved at observere hendes kropssprog: glæden, når de vendte hjem, sorgen ved afsked, afmagten, når deres elskede ikke vendte tilbage, uden mulighed for at sige ordentligt farvel.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Og hun ved, hvad hun taler om, for Faniromeni Skillas børn, mand, bedstefar og svigerfar var alle dykkere, hvilket gør de billedbeklædte vægge i Kalymnos’ Hus til mere end et museum. Det er hendes livshistorie. Faniromeni Skilla kunne selv være en af de sortklædte kvinder, der er fotograferet på havnen i Pothia.

Helt ud til kanten står de, klædt i sort, som det var kutyme, når hundredvis af mænd skulle på havet. På samme måde foregik det, når mændene kom hjem. Kvinderne ventede på kajen og kunne på en brøkdel af et sekund forvandles fra spændt hustru til sort enke, når det blev gjort op, hvem der havde mistet livet på havets bund. Øens grædende violin


Billedet fra havnen hænger under portrættet af den rygende dykker, og sammen er de indbegrebet af det hårde liv som svampefisker på Kalymnos, og historien har sat sine spor i nutidens kultur på Kalymnos, fortæller vores guide.

»Den klassiske Zorba og anden kendt, græsk musik stammer som regel fra Kreta. Musiktraditionen her på øen er en hvinende, nærmest grædende violin, der i samspil med andre græske instrumenter ikke er chokolade for øregangen, men et minde om de hårde tider, der har været her på øen«, fortæller Maja Kokkinou.



I syv år har hun været bosat på Kalymnos efter at være faldet pladask for kulturen, naturen, den lokale tilbagelænethed og en græsk barejer, som hun i dag er gift med.

Hun forklarer, at øen har en dans, der hedder Xoro tou Mixanikou, hvor det, der skal forestille en gammel svampedykker med stok, slæber sig op på dansepodiet med hjælp fra de dansende.



Han fører an i dansen i et stille tempo, klamrer sig til stokken og støtten fra sidemanden, der hjælper med at holde ham oprejst. Langsomt bliver musikken mere livlig, benene vækkes til live, dansen bliver hurtigere og lettere, indtil han til slut smider stokken og danser til publikums store jubel.

Faniromeni Skilla fortæller gennem Maja Kokkinou, at der med svampefiskeriet var tradition for, at kvinderne på Kalymnos fødte mange børn, der alle skulle føre traditionen videre. Hun beretter om familier med op til 27 børn og forklarer på grinende græsk, hvordan børn ofte fik en forklaring om, at det var pladsmangel, der gjorde, at forældre lå oven på hinanden i de traditionelle, græske senge, hvor hele familien altid sov sammen.

Kalymnos har to sider

Man lægger mærke til de sorte, ældre kvinder i gadebilledet. Med flagrende gevandter trisser de som historisk decor rundt i Pothias labyrintiske gader blandt blomstrende bourgonvillaer og hvidkalkede huse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I virkeligheden findes der nok kun enkelte sorte enker tilbage efter dykkere, men den græskortodokse kirkes budskab om, at enker skal bære sort, passer perfekt til fortællingen om efterkommerne af folkene fra havet. Over hele Kalymnos er menneskeblandingen god. Sorte enker og lokale hangarounds, charterturister med røde skuldre og ølmave og fuldt udstyrede klatrere som følge af Kalymnos’ status som internationalt klatremekka. Blandingen virker naturlig og afslappet, og det er det, der ifølge Maja Kokkinou er øens stærke side.

LÆS OGSÅ »Der er en form for dobbelthed. På den ene side er de aktive klatrere og alt, der følger i deres fodspor af klatrefestival, caving og øget scooterudlejning, mens der på den anden side er den græske kultur, tilbagelænetheden, den græskortodokse kirke, traditionerne og hele samhørigheden med havet. I midten befinder den almindelige charterturist sig med mulighed for at udforske begge sider. Ligge på stranden, se kirker, tage på vandretur i bjergene eller klatre og udforske grotter«, fortæller Maja Kokkinou, der som uddannet skovfoged fra Danmark selv bidrager til øens turisme ved at arrangere ture rundt til den bjergrige øs flora og fauna.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden