Hun ville så gerne danse, den lille kvinde med det underfundige ansigt og den smukke, hjemmesyede folkedragt, en stribet nederdel og en klar blå jakke med hvide kanter. Men som hun stod der med hele kroppen spændt i den store spidsloftede spisesal på det mondæne hotel Vila Monte, tæt på musikerne i Rancho duz de Tavira – en folkloregruppe, der magter de gamle sange og temperamentsfulde, klassiske Algarve-danse – var den unge portugisiske kvinde med det sorte hår og de generte, brune øjne i 'overskud’. Hun var med for at lære, så det ud til, men når hun endelig kom på gulvet – det hændte, når en af de mere erfarne måtte træde ud for at genvinde pusten – skete det med en kraft, et engagement og en koncentration, der spredte intens energi ud i hele det store rum og fik mig som tilskuer til at længes efter at stille mine ben til rådighed for denne forrygende dansefest. Og pludselig skete det. For da de svedige, rødkindede dansere havde modtaget endnu en stor vognfuld klapsalver fra stolene, gik de – danserne, naturligvis, ikke stolene – ned til vores veldækkede bord, hvor den saltindbagte fisk netop var fortæret, og greb nogle af os gæster i hænderne og trak os med ud på gulvet.

Nej, kvinden i den blå jakke hev ikke mig op af stolen, hun foretrak en yngre og mere spændstig fyr, men i stedet fik jeg fornøjelsen af at kaste mig ud i en hektisk og svimlende rundtur med en gæv og glad bondekone med tørklæde på hovedet og et livsbekræftende smil, der ville gøre enhver hest jaloux. Det blev til en hvirvlende dans, en kropstæt karruseltur, der var jordskælvsmassage til hjertet og en trykluftsspuler til blodet – og som endte som Månedens Oplevelse.