Spændingen er udløst. De sidste ugers viskestykkevridning i de danske topkøkkener er forbi, og årets nyhed er, at restaurant AOC har fået sin første Michelin-stjerne. Madglade danskere har nu fået en ny god anledning til at drømme om, hvilke toprestauranter man kan ønske sig at besøge i 2010.
I den forbindelse har vi her på Turengårtil.dk samlet alt vores madstof i en stor moppedreng af en gastro-artikel, der giver dig de bedste spiseguides, eksperternes madanbefalinger og tips til unikke og hemmelige restaurant-oplevelser i Danmark (og Norden), Europa og resten af verden.




























