»Det er langt vigtigere for os at have en julekrybbe end et juletræ«, siger Marco Ferrigno, mens han tæller nogle af de sidste hyrdehoveder, der skal males færdige, inden dagen er omme.
Han er fjerdegenerations presepe-mager – julekrybbemager – i værkstedet Le opere di Ferrigno i Via San Gregorio Armeno i Napoli. Pietro Della Valle nikker. Han er kunde hos Marco, ven af huset og kommer ofte forbi.



























