Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

ALTERNATIV. En bil er 'parkeret' på væggen i museet  Pinakothek der Moderne.
Foto: Morten Langkilde

ALTERNATIV. En bil er 'parkeret' på væggen i museet Pinakothek der Moderne.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Guide: Biler, bold, øl og hornmusik i tysk storby

Oktoberfest, fodbold i verdensklasse og lederhosen er obligatoriske oplevelser i München. Men husk også byens flotte buket af museer.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Biler parkeres på muren

I München har de løst parkeringsproblemet (foto herover). I hvert fald i Barer Strasse 40, hvor Pinakothek der Moderne har til huse. Her er en bil anbragt på en mur i museets afdeling for design. Skulpturen ’Audi Design Wall’ er kommet til i et samarbejde mellem Audi-fabrikkerne og museet. Installationen skal give besøgende et indblik i design og progressiv teknologi. Bilen blev sat op i 2013 og vil holde ’parkeret’ på væggen i 5 år.

Pinakothek der Moderne er egentlig fire museer under ét tag – kunst, arkitektur, design og grafik – fordelt på 12.000 kvadratmeter. Industrielt design er repræsenteret med stort set alt fra smykker og computere til møbler og biler. Kunstsamlingen på første etage huser 12.000 værker af bl.a. Pablo Picasso, Paul Klee, René Magritte og Andy Warhol, men der er også installationer, fotografier, skulpturer og nye medier. Grafiske værker som kobberstik er udstillet i kælderen med tegninger, fotografier og computeranimation fra arkitekturens verden. Alt udskiftes løbende.

Pinakothek der Moderne udgør med Alte Pinakothek og Neue Pinakothek en væsentlig del af Münchens ’Kunstareal’. De lokale har givet de tre museer kælenavnet ’Dritte’, ’Tredje’.

Pinakothek

Spil med Bayern München

Paul Breitners store sorte manke er reduceret til en grå, kort version, men den tidligere Bayern München- og tyske landsholdsspiller har stadig tag i fodboldfans, som står i kø for at blive fotograferet sammen med ham.

Tålmodigt smiler Breitner til kameraet og skriver autografer.

Nu om dage fungerer han som rådgiver og ambassadør for sin gamle klub Bayern München og har netop åbnet en udstilling om Tysklands første verdensmesterskab i 1954 i den tyske delstat Bayerns hovedstad. Udstillingen er arrangeret af FC Bayern Erlebniswelt, som er det største fodboldklubmuseum i Tyskland og en del af klubbens stadion, Allianz Arena.

På 3.000 kvadratmeter beskrives Bayern Münchens historie interaktivt fra starten i 1900 til nutidens triumfer. Kun de færreste ved, at Bayern München oprindelig var en jødisk klub, som under nazismen måtte begrave sine sølvpokaler.

Inkarnerede fans kommer selvfølgelig for at opleve deres helte. I en rotunde, Hall of Fame, med en næsten religiøs atmosfære præsenteres klubbens 16 største spillere gennem tiderne, som over højttalere fortæller deres personlige historie. Her finder man favoritter som Der Kaiser alias Franz Beckenbauer, Gerd Müller, Paul Breitner og Sepp Maier.

Sidstnævnte havde sin helt personlige særudstilling, da Politiken besøgte Erlebniswelt. Målmanden med tilnavnet ’Die Katze von Anzing’ var ikke alene fremragende mellem stængerne, men også komiker, tryllekunstner og sågar opfinder. Sepp Maier var med til at udvikle dagens målmandshandsker ved hjælp af gummibelægningen fra et bordtennisbat.

Erlebniswelt har årligt 300.000 besøgende, og der er ikke kun tale om boldglade mænd. Kvindelige gæster er især begejstrede for fotostaterne i naturlig størrelse af spillerne i klubdragten. Fabian Raabe fra FC Bayern Erlebniswelt fortæller, at mens mænd bruger 30 sekunder ved fotostaterne, er kvinderne der i 2 minutter, fordi de skal fotograferes sammen med deres yndlingsspiller.

FCB Erlebniswelt

Bilens tempel

Motorcyklisten pisker op og ned ad trapperne i BMW Welt i München, mens tilskuerne klapper begejstret. En lille dreng bliver inspireret og sætter sig på en af de parkerede motorcykler og råber »wroum, wroum«. Heldigvis rører motorcyklen sig ikke ud af stedet, for der er ikke benzin på.

Det er der heller ikke på de BMW’er, Mini’er og Rolls-Royce’r, som BMW producerer, og som er udstillet i BMW Welt, fortæller Max Bauer fra kommunikationsafdelingen, men man må gerne sidde i dem.

Derimod er der benzin på bilerne på førstesalen, hvor nye lykkelige ejere af en BMW får overrakt nøgler og bil. Virksomheden opfører et helt lille show for de lykkelige købere, hvor de med en personlig guide får en tur gennem det nærliggende BMW Museum og fabrikkerne.

Vi andre må nøjes med at drømme om en luksusbil og ellers punge ud med 67 kroner, hvis vi vil have en rundtur på henholdsvis museet og fabrikkerne. Selv udefra er hovedkvarteret og museet en oplevelse rent arkitektonisk. Østrigeren Karl Schwanzer har formet hovedkvarteret som fire bilcylindere og museet som et cylinderhoved, selv om de lokale lidt ondskabsfuldt sammenligner BMW Museum med en salatskål eller en kedel.

For bilelskere er der mange andre aktiviteter. Virtuelt kan man eksempelvis få malet et slogan på ’sin’ Mini. Adi Mutzhas, der benævner sig selv Mini Guide eller Mini Genius, må imidlertid bruge to forsøg på at skrive Politiken. Helt kønt bliver det ikke, og ’Bodypaint Your Mini’ vil næppe indgå i Politikens pr-materiale.

Selv om der ikke er benzin på køretøjerne, kan kroppen ikke klare sig uden, og BMW Welt har fire restauranter. EssZimmer under ledelse af kokken Bobby Braüer har en michelinstjerne, men Rejser valgte den mere beskedne snackbar Biker’s Lodge og indtog Mini Leberkäse, som mindede lidt om forloren hare, til 38 kroner.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

BMW Welt er ikke alene bilens tempel, men også et madtempel.

BMW Welt

Lederhosen er et must

Butikken Ed Meier har siden 1596 fremstillet sko. Grundlæggeren Hans Mayr fremstillede en kopi i træ af kundens – altså den velhavende kundes – fod, beholdt kopien i 30 år, og så kunne velhaveren ellers bestille nye sko per postordre. I dag holder butikken til i Brienner Strasse 10 og har udvidet sortiment af tøj til især sports- og jagtbrug i typisk Bayern-stil med et moderne tvist.

13. generation, søskendeparret Peter Eduard og Brigitte Meier, driver butikken, og sidstnævnte har indvilget i at klæde Politiken på fra top til tå.

På grund af Ed Meiers fortid som skobutik begynder Brigitte Meier nedefra med et par håndsyede Algäuer-snøresko til 8.770 kroner. Hertil anbefaler hun grønne uldsokker – kroner 1.110. Meier vil dog ikke sende Politiken til fest i lederhosen, men anbefaler et par grå lodenknickers med grønne striber til 1.845. Hertil et læderbælte, pris 1.100 kroner. 1.375 kroner må vi punge ud til en blåternet bomuldsskjorte. Billig er den bayerske lodenjakke med rødt for heller ikke: 4.445 kroner. Naturligvis hører der hat til, og her vælger Meier en mørkegrøn i filt til 2.010 kroner.

Mens Meier regner beløbene sammen, fortæller hun, at butikken kun producerer unikke varer. Firmaet designer dem selv og får forskellige producenter til at fremstille dem – eksempelvis skomagere, der kan sy sko i hånden.

20.637 kr. lyder den samlede regning på, og Politikens udsendte bliver nødt til diskret at bakke ud af butikken og efterlade dragten på det renskurede gulv, hvor Brigitte Meier har bredt den ud. Vi må nøjes med badebukser formet som et par lederhosen købt hos en gadehandler under et tidligere besøg til den mere overskuelige sum af 75 kroner.

Ed Meier

Svineskank en masse

Durst ist schlimmer als Heimweh’, ’Tørst er værre end hjemve’, står skrevet over en af de buede døre i Münchens legendariske kæmpeværtshus Hofbräuhaus. 13.000 liter øl langes dagligt over disken, men det er ikke voldsomt, når der er plads til 3.500 i de historiske lokaler og udenfor i gårdhaven under kastanjetræerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Stamgæsterne har eget Stammtisch, og 616 stamkunder deres eget krus. Det koster årligt 23 kroner at leje en plads til sit stamkrus, og der er årelange ventelister for at få en plads. Servitricerne i stramt snøreliv serverer det ene Mass – enlitersglas – Hofbräu Original efter det andet. Det er også nødvendigt for at få hofretten sat til livs: en hel Schweinshaxe eller langtidsstegt svineskank med masser af hjemmelavet sovs, en kartoffelknødel og sauerkraut. Prisen på 105 kroner er absolut rimelig.

Svineskanken giver tørst. Heldigvis er 60 kroner for en liter til at overkomme. Musikledsagelse får også øllene til at glide ned i en lind strøm, og tyroler- og hornmusik er i højsædet hos orkestret, der selvfølgelig er iklædt lederhosen og andet udstyr fra Alperne.

Hofbräuhaus er turistet, men det er også ein Muss, og man skal være noget af en stivstikker for ikke at more sig bare en lille smule.

Hofbraeuhaus

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden