Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mageløst. Skotland kan bryste sig af noget af Europas mest spektakulære natur.
Foto: Monika Dinek

Mageløst. Skotland kan bryste sig af noget af Europas mest spektakulære natur.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Storbyer og vild natur: Sådan inhalerer du Skotland på 8 dage

Smukke togstrækninger, klassiske storbyer og en af verdens mest mageløse øer.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bryder man sig ikke om vejret i Skotland, skal man bare vente i fem minutter.

Vittigheden indkapsler en af de største udfordringerr ved at rejse i Skotland - vejret.

Men selv i gråvejr kan man ikke klage over udsigten fra ScotRail togene, der med militærpræcision fragter folk fra lavland til højland gennem nogle af de mest sceniske landskaber i hele Storbritannien.

Selv for en garvet jernbanerytter står turene fra højlandet til Vestkysten og Hebriderne som nogle af de smukkeste i verden.

De fleste af passagererne har da også ualmindelig svært ved at blive i deres sæder på turen mellem Glasgow og Mallaig, der blandt andet byder på naturkulisser foreviget i blockbusterfilmene om Harry Potter.

Medrevet som af en dramatisk fodboldkamp, der bølger frem og tilbage, flytter de fra side til side i toget for at sluge scenarierne, der flyver forbi. Og for at kommentere og dokumentere det hele med spejlrefleks, digitalkameraer og smartphones.

Undtagelsen er de lokale skotter, der har taget turen hundredvis af gange før og uanfægtet løser krydsogtværs eller finkæmmer avisspalternes sportsresultater. Det er svært at forestille sig, at man nogensinde kan blive mæt af ingeniørernes storslåede jernbaneviadukter, af de savtakkede bjerge, af dådyrene og hjortene, der residerer på de stejle skråninger og af de mange søer og indløb, der åbenbarer sig rundt om sving og bakkedrag.

Det kører på skinner
Vores mål er at få det bedste ud af Skotland på otte dage. Vi vil opleve den mest spektakulære natur landet har at byde på samt besøge landets to største byer, hovedstaden Edinburgh og nabobyen Glasgow.

Det kan nemt lade sig gøre, hvis rejsen vel at mærke er godt planlagt hjemmefra.

Der er store fordele forbundet med at rejse med tog frem for bil i Skotland. Udover at slippe for bøvlet med at køre i venstre side af vejen, kommer man helt tæt på naturen, når rejsen går på skinner – flere af Skotlands jernbanestrækninger er anlagt i sjældent naturskønne områder, som man ellers ikke får mulighed for at opleve.

Og så er der i øvrigt rig lejlighed til at falde i snak med medpassagerer og dele oplevelserne med andre undervejs. Der findes muligvis billigere måder at rejse på, men intet andet transportmiddel giver mulighed for at få naturen ind på livet i så ren og ufortyndet form som tilfældet er med toget. Det skulle da lige være cyklen.

To storbyer på samme tur
Edinburgh er med flere direkte flyforbindelser til København bedst forbundet med Danmark og dermed også det mest oplagte valg som base, når turen går til Skotland. De to væsensforskellige storbyer, Edinburgh og Glasgow, ligger imidlertid blot 50 minutters togrejse fra hinanden og komplimenterer hinanden godt. Man kan nemt bruge et par dage begge steder.

Hvor Edinburgh er rig på store, kanoniserede seværdigheder, ikoniske bygningsværker, kulturinstitutioner og fremragende restauranter, så gør industribyen Glasgow sig især bemærket som rugekasse for eksperimenterende kunst og store musikalske talenter.

Få britiske byer har som Glasgow fostret så mange topnavne inden for rytmisk og elektronisk musik – fra Donovan og Simple Minds over Belle and Sebastian og Franz Ferdinand til Glasvegas og Mogwai.

Talentmassen og den store musikalske interesse har en positivt afsmittende påvirkning på udbuddet af klubber og koncertsteder, hvor såvel etablerede bands som spirende stjernefrø optræder eller giver den som DJ’s.

Glasgow og byens spændstige natteliv præges også af de mange studerende – næsten 10 procent af byens 580.000 indbyggere er under uddannelse.

Blandt institutionerne er eftertragtede Glasgow School of Art, som passende har til huse i en bygning af den verdensberømte skotske arkitekt og multikunstner, Charles Rennie Mackintosh. Skolen fostrer og udspyr talenter, der er med til at sætte deres aftryk på byens grænsesøgende gallerier.

Det er også i Glasgow, at man vil se de mest interessante og prestigefulde nye byggeprojekter i Skotland.

I de seneste år er der blandt andet opført byggerier af tre af verdens mest betydningsfulde nulevende arkitekter, Norman Foster, Rem Koolhaas og Zaha Hadid, og det er særligt langs floden Clyde, at der bygges med store armbevægelser.

De to storbyer har også flere ting til fælles. Naturen føles tæt på i både Edinburgh og Glasgow. Hovedstaden kan bryste sig af at være den eneste storby med en udslukt vulkan midt i centrum. Glasgows indbyggere har til gengæld Storbritanniens største sø Loch Lomond og The Trossachs National Park en kort søndagsudflugt væk.

Smukke ruter gennem højlandet
Både fra Edinburgh og Glasgow er der desuden gode togforbindelser videre op gennem det skotske højland, til de Indre Hebrider og Isle of Skye. Priserne er nogenlunde de samme, uanset hvilken rute man vælger, men der er penge at spare ved at købe billetten i god tid – og så er der betydelig forskel på, hvor smukke de enkelte strækninger er.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi vælger to forskellige ruter til og fra Isle of Skye. Vores tur begynder i Edinburgh og går til byen Inverness, der ligger som et brohoved mellem havet og berømte Loch Ness på Skotlands østkyst.

Herfra går rejsen videre med et nyt tog til Kyle of Lochalsh mod vest – en flot og afvekslende tur i et kuperet terræn med floder og frodige vådområder.

Fra Kyle of Lochalsh går der bus over broen til Isle of Skye og øens farverige hovedby Portree, som er vores bestemmelsessted. Hvor smuk og scenisk denne strækning end er, er den dog for ingenting at regne i forhold til returrejsen fra Mallaig til Glasgow, som vi tager nogle dage senere.

Denne rute fører gennem et stærkt varieret landskab, der fuldstændig overflødiggør ferielæsning, film, spil og andre former for medbragt underholdning: Vi ser de sneklædte toppe på Storbritanniens højeste bjerg, Ben Nevis. Vi ser de vegetationsløse vidder omkring Corrour, der med sin beliggenhed 408 meter over havet og 16 kilometer væk fra den nærmeste vej er den mest øde togstation i Storbritannien.

Vi ser de frodigt grønne skråninger, der brødføder fåreflokke langs Loch Lomond. Og vi ser den mageløse jernbaneviadukt i Glenfinnan, der er kendt fra Harry Potter-filmene.

»Here comes the Harry Potter bridge«, råber et par af vores medpassagerer, hvis ellers nogen skulle være i tvivl.

Naturens forrådskammer
Højlandets spektakulære landskabsbilleder gør nemt rejsen til et mål i sig selv, men det ville være synd og skam ikke at tilbringe i det mindste nogle dage på Isle of Skye.

Med et areal på cirka. 1.665 kvadratkilometer er Isle of Skye tre gange så stor som Bornholm, men beboet af færre end 10.000 indbyggere. Så der er masser af plads at boltre sig på.

Skye er en særdeles eftertragtet destination for vandrere og bjergbestigere – her på øen finder man Storbritanniens mest udfordrende bjerge. Cuillin-bjergenes toppe er synlige overalt på øen og byder på spektakulære udsigter til højdedrag, bakkedale, frodige skråninger, forunderlige klippeformationer og golde, måneagtige landskaber.

Tolv af toppene er såkaldte Munros, hvilket betyder, at de har en højde på mere end 3.000 fod eller 914 meter - og derfor særligt eftertragtede blandt ambitiøse klatrere.

Også dyrelivet er noget særligt på Skye. Foruden de allestedsnærværende får, er der mulighed for langs kysterne at se vågehvaler og sæler, kongeørne og havørne yngler her og er herrer over luftrummet, og i skovbrynet huserer blandt andet skovmår og grævlinger.

Livet under havoverfladen udgør en veritabel guldgrube af råvarer, der omsættes til madminder på de lokale restauranter – men som også i stor stil eksporteres til udlandet. Her er vilde laks, hummere, krabber og jomfruhummere, der hentes op fra havet i kurve langs de klippefyldte kyster, og her er muslinger, østers og kammuslinger, som dyrkes naturligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De ekstraordinært velsmagende king scallops samles op fra havbunden af lokale dykkere, og en endeløs række af hvide fisk som helleflynder, pighvar, torsk, kuller, slethvar, rødspætte, kulmule og havtaske finder vej til menukortene på spisesteder over hele øen – fra Kinloch Lodge, der som første restaurant på øen har fået en Michelin-stjerne til de mange pubber og smugkroer, der serverer en god omgang fish’n’chips.

Det er svært at blive mæt af Skye og svært at få nok af at køre med tog i Skotland. Både øen og turen dertil er en stor og uforglemmelig oplevelse. Også selvom det ind imellem regner.

ARTIKLEN FORTSÆTTER

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden